Den kristne opfattelse af Gud er, at han ikke svarer til nogen form for menneskelig konditionering. Man kan ikke træne sig neurofysiologisk eller energiøve sig ind i forholdet til Gud! Gudsforholdet er som mellem skaberen og det skabte. Mennesket udtrykker kristent sit forhold til Gud gennem hele sin livsførelse og i alle sine valg og motiver. Hvis man altså sidder hver dag foran en maskine for at skabe ”hjerterytme-kohærens” og dermed en særlig ”sindstilstand” – og er motiveret i dette ud fra et underliggende ønske om at frelse sig selv – så fjerner man sig fra Gud. Hvis man midt ude i livet ser et medmenneske i nød og i stærk sindsoprivelse handler selvopofrende for at redde dette menneske, så nærmer man sig Gud! Kristent set.
Hvis man har held til at almindeliggøre denne pseudovidenskabelige fortolkning af religiøsitet og introducere disse træningsteknikker i skolen inden for et problematisk begreb om ”eksistentiel intelligens” og et forsøg på adfærdsstyring og holdningspåvirkning af børn, tillader man reelt et alvorligt åndeligt overgreb, der ikke mindst udelukker en kristen Guds- og virkelighedsforståelse. I stedet for åbent at drøfte etik, samvittighed og medmenneskeligt ansvar, vil man konditionere børn ind i en New Age pseudoreligiøsitet, som er maskinel, mekanisk, materiel og goldt intellektuel gennem nogle indfaldsvinkler som træning og individuel præstation. Denne ”religiøse” introduktion er hævet ud af enhver samfundsmæssig ramme og kulturel forankring, idet de ”dogmatisk rensede” teknikker har mistet alle ydre kendemærker og deres oprindelige religiøse kontekst gennem en vilkårlig reduktiv proces, som nogle få personer har foretaget på et grundlag, der ved nærmere analyse også viser sig at være dogmatisk. En sådan fremgangsmåde kalder man almindeligvis for indoktrinering eller manipulation.
I kristendommen tilbeder mennesket Gud, ikke hjernen!
Den kristne tro bygger på menneskers individualitet, ikke uniformitet.
|