Berlingske Magasin d. 17.6.06
Succesforfatteren Peter Høeg har efter ti års tavshed lanceret sin ny roman, Den Stille Pige, ledsaget af et megastort øre og en mængde decibel-målinger af støj. Meget få læsere eller kritikere kan få nogen mening i galskaben, for Høegs bog overbelaster deres hørelse med en kakofoni af indtryk. Den er fuld af bizarre tankegange, alle mulige indforståede referencer, især til religiøse traditioner, og besynderlige mennesketyper. Lyden er surrealistisk.
Som de opmærksomme anmeldere er på sporet af, ligger der ganske givet en forståelsesnøgle til bogen gemt i Høegs tilknytning til Jes Bertelsen-bevægelsen og Vækstcenteret i Nørre Snede, og måske er man ligefrem nødt til at glemme litteraturkritikken et øjeblik og ty til religionssociologien for at forstå teksten.
Høeg tilhører nemlig en sekt, hvis ubestridte leder hedder Jes Bertelsen (JB). Det samme gjorde jeg selv fra 1986-90, hvor jeg havde adgang til sektens inderkreds. Mit motiv for at udtale mig om Høegs bog er ene og alene dens tvetydige kredsen omkring udnyttelsen af intuitivt begavede børn – en konkret interesse, som JB også har ytret for et par år siden i et radiointerview – og som jeg har set praktiseret af ham selv på Vækstcenteret på en groft krænkende måde, jævnfør mit debatindlæg i Politiken den 10.6.06 og dagens interview her i avisen. Hvorfor opholder Høegs roman sig hele tiden ved ”små børn, der har samarbejdet med mænd med meget dårlig etik”? [DSP s.50]
Af egen erfaring ved jeg, at et medlemskab af JB-bevægelsen indebærer en total identifikation og ukritisk involvering. Høeg har en fremtrædende position på Vækstcenteret og skal efter sigende videreføre JB’s lære og virke, så der er god grund til at tro, at han er præget af dette som forfatter.
Jeg kender Vækstcenterets virkelighed indefra og kan forsikre, at Høegs tekst afspejler den. Han lever og ånder i den og for den og henter en stor del af sit stof og sine forestillinger der. Høegs roman spejler dette meget lukkede univers, men ikke direkte. Han har stillet spejlet op, derefter knust det og samlet fragmenterne på en vilkårlig facon. Spejlet fungerer nu som et troldspejl, der reflekterer en kunstig virkelighed på en fordrejet måde. Spejlet er falsk og svigagtigt. Det gengiver ikke noget, men indgiver noget – først og fremmest mystifikation og fascination omkring JB og hans arbejde.
Pudsigt nok gør Høegs ufrivillige ordladning det muligt at bruge troldspejlet modsat til at opklare den skjulte virkelighed på Vækstcenteret, fordi forskellige elementer i bogen belyser underliggende og hemmeligholdte motiver i JB’s aktiviteter der. Et enkelt og ret iøjnefaldende element er det nære sammenfald i beskrivelsen af Kasper Krone og JB. Uanset hvordan den litterære påvirkning og bevidsthedsglidningerne er sket – Høeg er en nær ven af JB – så giver Kasper Krone i romanen et kalejdoskopisk indblik i JB’s sande identitet.
Først og fremmest er der mange overfladiske og ligefremme fællestræk. Energiforståelsen af Bachs musik, særlige sanseevner, påstanden om at kunne se ind i menneskers væsen, interessen for børns åndelige gaver, citater fra mystikerne, dyrkelsen af stilhed og ordløshed, skattespørgsmål omkring fondsordning og så videre.
Men andre træk stemmer slet ikke. For JB er da ikke artist og illusionskunstner som Kasper Krone! Og dog? Måske ligger der her faktisk et dybere slægtskab og en nøgle til en forståelse af Høegs romanfigur.
Man skal blot kende Vækstcenterets sekteriske baggrund. Den bagvedliggende nøgleskikkelse er guruen Padmasambhava fra det 8. århundredes Tibet, som JB overalt i sit forfatterskab antyder en tæt karmisk og energetisk forbindelse med. Padmasambhava var en indisk magiker og tantriker, der indførte buddhismen i Tibet og grundlagde klosteret Samye, som Vækstcenteret viderefører helt ned i arkitektoniske detaljer. For eksempel er vinduet i JB’s kampestenscelle en efterligning af åbningen i Padmasambhavas meditationshule. – Padmasambhava etablerede Nyingmapa-traditionen, der har ry for at være uortodoks og yderliggående, og som rummer nogle særlige seksualteknikker beskrevet i Hevajra-tantraen. Om denne tantra siger JB: ”Ved læsningen følte jeg en dyb genkendelse; her kunne vejret trækkes helt igennem, en åndsbeslægtet verden åbnede sig.” [IT s.46] Hele JB’s lærervirksomhed og selvforståelse, og dermed i praksis hans elevers orientering, kredser omkring det at have syner af Padmasambhava, dennes elever, tilknyttede helligsteder, belæringer og teknikker. Læs blot JB’s bøger.
Kasper Krone siger et sted: ”Vi lever i en illusion – verden består i virkeligheden ikke af stof, men af lyd.” [DSP s.237] Denne opfattelse af tilværelsen bygger på buddhistisk bevidsthedsteori og tanker om virkelighedens natur. Alt er illusion, både form og indhold. Det er forgængelighed eller Samsara – noget vi ikke må knytte os til eller give realitet, hvis vi vil undgå lidelse. Alle fænomener er udtryk for tomhed. Det mente Padmasambhava og Nyingmapa-yogierne også, og det var en oplevelse de stræbte efter, og som man den dag i dag stræber efter på Vækstcenteret ved hjælp af de samme teknikker. Kasper krone forklarer, at erfaringen har fremmedgjort ham i ”en blanding af ensomhed og storhedsvanvid”. ”Siden jeg var lille … siden fødslen, vidste jeg, at jeg var kommet et forkert sted hen. Rigtig familie, men gal planet.” [DSP s,167]
Her kommer Høeg tæt på JB’s selvforståelse. Den biografiske beskrivelse af Kasper Krone [DSP s.237] ligger meget nær op ad JB’s egen historie, som det også fremgår af radiointerviewet fra 2004. Her forklarer JB, at han som lille dreng ”praktiserede spontant”. Når han fik en gave, for eksempel en legetøjsbil, legede han ikke straks med den eller viste glæde, men brugte først mange minutter på at undersøge, ”hvor glæden kom fra”. Det virker som en næsten autistisk social og emotionel hæmning, der bestemt må rumme en stor ensomhed, og som sagtens kan føre til kompensation i form af en indre fantasiverden og et mereværds- og usårlighedskompleks, som det der kendetegner Kasper Krone i romanen.
Den verdensfremmede livsholdning, der præger både Kasper Krone, JB og hans traditionsbaggrund, har givet anledning til en meget særpræget tankegang og adfærd. I Nyingmapa blev det nemlig en grundlæggende holdning at foragte enhver moralsk skelnen og søge ethvert tænkeligt ekstrem, fordi man ikke anerkendte adskilte kvaliteter eller fænomener. Alt er lige tomt og skal derfor behandles ens. Som Kasper Krone siger i bogen: ”Jeg er musiker. Jeg har en deal med FruHerre. Om at spille alle noderne. Også de sorte.” [DSP s.47] Nyingmapaerne beviser holdningen eksistentielt ved at gå ind i alt, hvad der er frastødende og forbudt. Som JB skriver: ”Vejen ud af den almindelige, diskriminerende bevidsthed går igennem en aktuel træning i ikke at vurdere, ikke dømme, ikke adskille. Og dette gælder hele sansehorisonten rundt.” [IT s.59] Yogien demonstrerer, hvor overlegen, indifferent og uanfægtet han er, ved at begå normbrud og kaste sig ud i excesser. Alt er tilladt og kan afprøves, når bare det sker med fuld opmærksomhed. Man når det ”høje” gennem det ”lave”. Det onde afvæbnes ved, at man omgås det hjemmevant.
I praksis har ideologien skabt en makaber tradition, hvor et trin i tantraen eller ritualiseringen af seksualiteten for eksempel er at spise menneskekød, fordi (siger JB): ”Bag al seksuelt begær ligger, dybt nede, en kannibalistisk tendens.” [IT s.58] Og JB’s spirituelle kodeks, Hevajra-tantraen, tillader også ritualmord på ikke-buddhister ud fra samme ekstremisme og bevidste flirt med det uetiske: ”Forkynd hensigten for guruen … udfør da med medfølelse et ritual, hvor du dræber en, der ikke tror på Buddhas lære. Man skal se en sådan person for sig vendt på hovedet, kaste blod op, skælve … forestil dig, at en glødende nål stikkes ind i ryggen på ham. Forestil dig så ild-elementets rod-stavelse i hans hjerte og han dør øjeblikkeligt.” [DSL s.123] Ligeledes viser Padmasambhavas helgenskildring ham som en mindreårig dobbeltmorder. JB’s religiøse forbillede var en eksplosiv blanding af “streng asket og troldmand, apostel og eventyrer, munk og vagabond, kulturstifter og kriminel, mystiker og erotiker, lovgiver og charlatan, politiker og exorcist.” [SDL s.500] I Tibet gælder han som en uovertruffen magiker og dæmonbetvinger, der gjorde mørkets kræfter til lydige redskaber i sin magtekspansion.
Disse groteske dimensioner i JB’s og Vækstcenterets sekteriske baggrund, der også tangeres i forskellige motiver i Høegs bog og i Kasper Krone-figurens ambivalente karakter, undertrykkes og forties konsekvent i Vækstcenterets officielle præsentation. Men hvordan kan man på den ene side bruge Padmasambhavas tantriske teknikker og søge identitet og fælles bevidsthed med ham i syner – og på den anden side tro sig helt upåvirket af traditionens skyggesider?
Da Kasper Krone fandt ud af, at vi lever i en illusion, besluttede han sig for at blive cirkusartist, fordi de jo arbejder med illusioner. ”Hver aften folder man virkeligheden ud, med musik til, og stiller den op i manegen og klapper den sammen igen og bærer den ud.” [DSP s.237] I dette karrierevalg ligger Kasper Krone helt på linje med Nyingmapa-yogierne, der historisk fremtræder som en samling religiøse magikere, illusionskunstnere og provokatører, der også legede med folks illusioner og godtroenhed ud fra en overlegen følelse af særlig indsigt i virkelighedens natur. På Vækstcenteret har JB tilsvarende i ganske mange år iscenesat og redigeret virkelighed for mennesker. Han har udstyret folk, der bor og kommer der, med et cirkus af indbildninger og imaginære titler – hvilken historisk mystiker, de var disciple hos i et tidligere liv, og hvilke symboler der findes i dette eller hint afsnit af deres aura. Snart var det ene religiøse tema højeste mode og beskæftigede alle, snart det andet. På et tidspunkt var selv tanken om tidligere liv outdated. JB har jongleret med mennesker og lavet saltomortaler og pyramider med dem, så deres indre fantasiverden er vokset og vokset ind i den højeste udvikling.
JB har også uopfordret underholdt børn med samme type aura- og karmafortælling og leget med deres virkelighed. Det kan være svært at vurdere, hvad der er op og ned eller sandt og falsk i cirkus blandt klovner. Men et sikkert kriterium for lødighed og integritet må det trods alt være, om man sætter en grænse for sig selv i forhold til børn og lader dem være børn. Også Kasper Krone har et meget uklart forhold til børn. Snart optræder han som deres redningsmand, snart overvejer han at udnytte dem groft. ”Om lidt, sagde Kasper, afslutter du og jeg vores livsforløb. Måske på det samme psykiatriske plejehjem. I sådan et par stole. Dér skal vi møde de blomster, vi har trådt på. Også forbrydelser mod børn.”
Vender man Høegs troldspejl om ud fra kendskab til Vækstcenteret og JB’s aktiviteter, afslører Høegs roman en række interessante motivsammenfald, hvor den sekteriske traditionsbaggrund og forskellige skyggesider på stedet udstilles som her i sammenhængen mellem Kasper Krone og JB. Og det gør pludselig Høegs bog mere interessant og forståelig.
Litteratur:
[IT] Jes Bertelsen, Indre Tantra, Borgen, København 1989.
[DSP] Peter Høeg, Den stille pige, Rosinante, København 2006.
[SDL] Victor og Victoria Trimondi, Der Schatten des Dalai Lama, Patmos Verlag, Düsseldorf 1999.
En særdeles grundig og klar analyse af de manipulerende dynamikker i lamaismen og tantrismen.
Kan læses på engelsk online på: http://www.trimondi.de
AL
|