Garanteret uoplyst chakratræning af børn

Børn laver chakrabaserede kanaliseringsøvelser på Elling Skole

 

Selv om FBEI’s bestyrelse i sit indlæg skriver, at ”eleverne på Elling Skole ikke har arbejdet med chakraer eller meditation,” viser fagbladet Folkeskolens videoklip det stik modsatte!

 

Hvad siger det om FBEI’s troværdighed, og hvad indebærer det?

 

Chakralæren kom fra Indien til Vesten, i begyndelsen navnlig England, i slutningen af 1800-tallet med den teosofiske bevægelse. En førende autoritet på området er C. W. Leadbeater. En anden vigtig forfatter i denne sammenhæng er John Woodroffe, der skrev under pseudonymet Arthur Avalon. Han studerede den indiske tantriske shakti-yoga eller kundaliniyogaen og udgav blandt andet bogen ”The Serpent Power”. Jes Bertelsen refererer hyppigt til begge forfattere i sit tidlige forfatterskab.

 

I Gyldendals opslagsbog ”Religion – Livsanskuelse” defineres kundalini som en ”sammenrullet slange” – ”det kvindelige element [shakti], symboliseret ved en sovende slange, med center ved kønsorganerne [Muladhara-chakraet], der stiger op gennem 7 chakraer til forening med det mandlige element [Shiva], frelsens lotussted ved issen.”

 

Kanaliseringsøvelser som den, lærerinden på Elling Skole tydeligt instruerer børnene i på videoklippet, er standardrepertoire på Jes Bertelsens kurser og beskrevet i hans første bøger. Lærerinden peger ligefrem på de to chakrapunkter på sig selv (først pande/pinealcentret eller Ajna, derpå bugchakraet eller Hara) og siger til børnene: ”I tænker, at I trækker vejret ind her oppe bag panden og helt ned til det bløde under navlen.”

 

Denne såkaldte pineal-hara-øvelse er nært beslægtet med kundaliniyogaen, som den i sidste instans stammer fra, idet den bevæger opmærksomhed og kropsenergi fra chakrapunkt til chakrapunkt koordineret med vejrtrækningen. Enhver sådan bevægelse skaber ved gentagelse ”æteriske energispor” og kan i yderste fald provokere en spontan rejsning af kundalini-energien, der indtræffer i den ”æteriske” ryggrad – også selv om energi-bevægelserne her tilsyneladende foregår på forsiden af kroppen, men dog inde i den.

 

Bagefter går lærerinden rundt og berører børnene i polaritetspunkter (for eksempel højre skulderpunkt) under og efter, at de uafvidende har arbejdet med en polaritetsbaseret energiøvelse (Shakti-Shiva). Hun påvirker dermed deres polaritet (seksuelle energibalance) med sin egen.

 

I friskole-sammenhæng lader FBEI børn arbejde direkte på kroppens indre centerlinje, endnu tættere på ryggraden og dermed på kundalini-energien. Citat fra FBEI’s hjemmeside: ”Børnene blev også præsenteret for øvelser, hvor de skulle mærke området midt i kroppen foran rygraden (centerlinien), mærke åndedrættet, og især pausen mellem indånding og udånding.”

 

Disse aktiviteter er komplet uansvarlige og grænseoverskridende. Er børnenes integritet og grænser virkelig beskyttet?

 

De (og deres forældre) ved jo ikke, hvad der reelt foregår, og hvad de instrueres i at gøre med sig selv. For eksempel ved de ikke og er ikke modne til at tage stilling til, at de etablerer nogle ”æteriske spor” i kropsenergien, som hænger sammen med den indiske kundaliniyogas menneskesyn og frelseslære (og med Vækstcenterets træningssystem). Hvad hvis deres sjæl åndeligt talt ikke er med på det? Den skal senere udtrykke sig gennem samme energisystem.

 

Skolelederen Peter Mygind har hævdet, at ”man ikke bruger øvelserne i en religiøs sammenhæng, og derfor er de ikke religiøse.” Undskyld, men hvor flovt kan man stille sig selv til skue? De ”æteriske spor”, som øvelserne i deres religiøse kontekst er konstrueret med henblik på at etablere, etableres jo hvad enten man kalder aktiviteten for religiøs eller ej! Der er kort og godt tale om chakraøvelser, som i kundaliniyogaen tjener et religiøst formål – at opnå befrielsen, frelsen, samadhi.

 

Det er børnenes lovfæstede demokratiske ret at være orienteret, kunne tage stilling og vælge, når der er tale om religiøse undervisningselementer som her – både i lovens forstand og i praksis! Det er IKKE ligesom med gymnastikøvelser! Det er det, der fremgår klart af Haarders notat, og som ethvert rettænkende menneske burde kunne indse. For ellers er der tale om indoktrinering og manipulation. Dette forhold er netop årsagen til Infogruppens engagement i sagen. Og derfor taler vi også i denne forbindelse om et ”åndeligt overgreb på børn”!

 

Hvad med lærerinden på videoen? Ved hun, hvad hun foretager sig? Er det rigtigt, at lærerne selv kan tage stilling på børns og forældres vegne, sådan som det hævdes? ”Ansvaret ligger hos mig,” siger Peter Mygind så flot.

 

Bortset fra, at det kan lærerne altså ikke på lovens grundlag uden om forældredemokrati og lovbestemmelser, så melder der sig også et spørgsmål om lærerindens kompetencer. Hvad ved hun for eksempel om religionsvidenskab og om kundaliniyoga? Ikke desto mindre har hun uden tvivl hævdet sammen med Peter Mygind, ”at projektets formål udelukkende var af pædagogisk karakter, og at ingen kunne genkalde sig noget i projektets forløb, der havde et religiøst islæt,” da skolebestyrelsen holdt sit ekstraordinære møde og endelig stillede relevante, kritiske spørgsmål.

 

Og hvad stiller hun og skolen op, hvis det går galt?

 

En spontant udløst kundalinirejsning, der ikke kan forløses på grund af forventelige blokeringer i kroppen og energisystemet, resulterer i meget alvorlige skader på krop og psyke. Der kan blandt andet indtræffe en meditations-induceret psykose og hypersensitivering, sådan som det er beskrevet i medierne i forbindelse med kurser hos Jes Bertelsen på Vækstcenteret (se nedenfor). Andre symptomer kan være dårlig søvn, mareridt, fobiske reaktioner, angst, varme eller kolde strømninger op ad ryggraden, ”luftbobler” i eller omkring kroppen, elektriske sansninger i centralnervesystemet, nakkestivhed og –spændinger, ”overtryk” i hovedet, sitren eller krampe i muskler, øget blodtryk, puls og stofskifte, ændringer i åndedræts- og hjerterytme, overfølsomhed for forskellige sanseindtryk og en lang række andre uforklarlige og ofte skræmmende oplevelser. I denne forbindelse er det vigtigt at forstå, at ingen kan ”reparere” eller ”kontrollere” en sådan afsporet proces. Jes Bertelsen ønsker tydeligvis heller ikke at tage ansvar for de mennesker, som hans kursusvirksomhed har invalideret i en sådan henseende.

 

Erkender FBEI’s bestyrelse denne veldokumenterede og alvorlige risiko, og er den parat til at tage ansvar for de børn, der ved gentagen og/eller forkert brug af øvelserne øger risikoen for en personlig og familiær tragedie?

 

 

 

 

 

Klik her for at få dit eget GoMINIsite