Hjerneforskning - Pseudovidenskab?

Et andet argument for konceptets videnskabelighed er henvisningen til neurofysiologisk forskning (hjerneforskning) i meditative bevidsthedstilstande, som er udført i USA i kredsen omkring Dalai Lama.

Inden for den tibetanske buddhisme kan trænede meditatører inducere specifikke bevidsthedstilstande, der i traditionen tolkes som værdifulde. Avancerede hjernescanninger af disse meditatører giver evidens for deres tekniske kontrol over neurofysiologien.

Disse resultater begejstrer mange, fordi det synes muligt at operationalisere den ellers så utilgængelige subjektive religiøse oplevelsesdimension, men man glemmer, at der indgår vilkårlige tolkningselementer i fremgangsmåden – både når meditatøren introspektivt identificerer tilstanden, og når man overtager den religiøse tolkning af den direkte fra traditionen.

Dertil kommer, at hele tankegangen bag hjerneforskningen – at det religiøse forhold er indeholdt i teknisk frembragte bevidsthedstilstande – i forvejen er hentet fra yogiske og tantriske traditioner, hvor man i særlig grad beskæftiger sig med konditionering af det kropsenergetiske kompleks.

Et dansk eksempel på denne neurovidenskabelige indfaldsvinkel til religiøsitet ses hos konsulent Michael Stubberup, der er fastboende på Vækstcenteret, elev af Jes Bertelsen og som samarbejder med professor Steen Hildebrandt omkring kurser i erhvervsledelse. På deres hjemmeside "Ledelse med hjertet" kan man downloade en artikel af Michael Stubberup om "Hjertets intelligens".

Også Michael Stubberup bruger forskningen i neurofysiologi til at legitimere og verificere religionernes ”indre videnskab” og navnlig den praksis, der er udviklet på Vækstcenteret, idet han interesserer sig specielt for hjerteteknikker i sammenhæng med den ortodokse kirkes hjertebøn, hvori der indgår fokusering på hjerte og åndedræt.

En neurologs forskningsresultater godtgør tilsyneladende, at: ”Variationsmønstre i hjerterytmen i meget høj grad påvirkes af emotioner, og at hjerterytmer tenderer til at være mere ordnede og kohærente i forbindelse med positive emotionelle sindstilstande.”

Michael Stubberup refererer til videre forskning på det amerikanske Heartmath Institute, hvor man har udviklet et bio-feedback system, der tillader træning af evnen til at kontrollere hjerterytmens kohærensmønster, idet man via en sensor er koblet op med en maskine, der måler de elektromagnetiske signaler og gengiver deres kohærenskvalitet grafisk.

Vi har desværre ikke detaljeret kendskab til det religionspædagogiske program, som konferencen vil præsentere, men da aktiviteterne og teknikkerne på Heartmath Institute i forvejen retter sig mod adfærds- og holdningspåvirkning af skolebørn, er det muligt, at denne forskning vil blive ført i marken på konferencen, og under alle omstændigheder er dens tilgang karakteristisk for konferencens koncept.

Lad os endnu engang gøre klart:

Der findes ingen hævdvunden videnskab, der kan ”rense” religiøse praksisformer for ”dogmatisk indhold” og reducerede dem til ”objektive” og ”værdineutrale” teknikker. En sådan tankegang er udtryk for akademisk primitivitet. Fejlslutningen svarer lidt til at fjerne al saft fra en pære og så mene, at man står tilbage med den objektive frugt. Det er chokerende, at mennesker med universitetsuddannelser ikke kan gennemskue dette!

Enhver religiøs praksisform findes indenfor en social, ideologisk og værdimæssig tolkningsramme, hvor den giver mening. Aktiviteten kan beskrives ud fra forskellige videnskabelige indfaldsvinkler, men ingen af dem kan gøre krav på at være den ”reduktive, objektive sandhed” om den. For en kristen er det et ganske ligegyldigt aspekt af bønnen, at den påvirker hjerterytmen på den ene eller anden måde. Det kan aldrig blive et selvstændigt formål for bønnen, der heller ikke har til hensigt at fremkalde en ”højere” bevidsthedstilstand.

Alene begreber som disse og talen om ”teknik” viser, at vi her har med en anden religiøs grundopfattelse at gøre, der også bygger på dogmatiske antagelser og tolkning af virkelighed. Hvis man vil træne sin hjerterytme, behøver man ingen kristen bøn – ja, bønnens indhold giver ingen mening med det formål. Man er bedre hjulpen med en bio-feedback maskine!

Den kristne tror på en personlig Gud, der er uafhængig af menneskets fysiologi og bevidsthed. Hvis denne tro er sand, giver den kristne bøn mening helt bortset fra tilstanden i begge dele. Jes Bertelsens buddhistiske bevidsthedsfilosofi og New Age ser ”Gud” som en bevidsthedstilstand og en neurofysiologisk betingning, hvilket er en helt anden forudantagelse. Så hans omgang med kristne teknikker er som at sammenligne møtrikker med pærer!

Der findes ingen videnskab, der kan sondre og vurdere objektivt vidensmæssigt mellem disse to religiøse tolkninger af virkelighed. Man kan enten følge Jes Bertelsen og træne sine hjerte- og bevidsthedsmuskler, indtil man er helt kohærent og har det ønskede frekvensmønster i hjernen ud fra overbevisningen om, at man så er mere hellig, hel, oplyst eller whatever. Eller man kan leve sin kristne tro.

Vi kritiserer hele denne forvrøvlede tankegang i afsnittet om religionsforfalskning.

Ekslusivt interview: ”Vi er skam to villige og dygtige forsøgskaniner! Scanningsmønstrene viser nu klart, at der tegn på irreversible, systematiske, ensartede og permanente hjerneforandringer hos os begge. Forskerne er vildt begejstrede! Det kommer i Neuroscience! Men vi har også i mange år haft samme adfærd, samme ideologi, bor i samme gruppefelt, er tanketomme sammen i timevis, bruger samme synkronicerede meditationsteknik og tror på den samme New Age guru. – Er det godt? – Ja, da! For Vi ER sååå gode og lykkelige! – Er I sikre på det? – Det skal vi være, for ellers er den jo helt gal med os!!!!

Citater af Jes Bertelsen, Politiken den 30.4.08: ”Selvfølgelig er der meget hvidt på kortet, men vi er selv impliceret i nogle forsøg med et hold hjerneforskere og en etnograf. De har MR-scannet folk, som har været dybt inde i det her, og de skal senere undersøges med avanceret EEG-udstyr. Vi leverer forsøgskaninerne, som har arbejdet med de samme ting omkring åndedræt, hjerte og bevidsthed, og som gør det i samme rytme. Spørgsmålet har været, om man så kan se spor af det, og det mener forskerne, at de kan. Det er interessant. Forskerne vil se, om de meditative tilstande skaber ændringer, og hvis de gør, om man så kan lokalisere dem, og om det i givet fald er ens for alle. Det kan man så sammenligne med kontrolgrupper, og på et tidspunkt kan man læse om det i et tidsskrift for neuro science. Der er nok langt igen, men efterhånden kan man blive lidt mere klar over, hvad bevidsthed egentlig er [vores kommentar: bør være], så man ikke søger i de gale retninger.” – ”Jes Bertelsen er på jagt efter en fuldstændig nem metode, som kan bringe ro i hovedet på stressede, moderne mennesker.”