Kommentar til Jes Bertelsens oplæg

Først et par bemærkninger til oplæggets retoriske stil. Det er bestemt ingen overdrivelse, at det hyppigst forekommende udtryk er eh og øh! – hvilket læseren selv kan overbevise sig om ved at lægge øren til på webadressen: http://www.bornslivskundskab.dk/index.php?id=500 eller ved at gennemlæse båndudskriftet på vores webside. Dertil kommer, at oplægget er fuld af besynderlige selvbenægtelser – jeg kan ikke, hvad ved jeg, det kan jeg jo ikke vide – ligesom der er en massiv forekomst af ord, der udtrykker forbehold, utydelighed og usikkerhed som – måske, prøve, forsøg på, kunne (muligvis), alligevel, noget med, tror ikke, hvad skal vi sige, i en eller anden forstand, ikke også. Tag for eksempel JB’s introduktion til FBEI’s model for deres pædagogiske program: ”Det er bygget op med sådan 5 veje  – det skal ikke tages særlig højtidligt. Det kan lige så godt være, at man kun skal bruge 4 veje, og det kan også være, at man skal bruge 6 veje. Man skal ikke lægge noget særligt i det.” Det lyder da ikke særligt betryggende og kan ikke tages som udtryk for nogen dyb sagkundskab. Skal den danske folkeskole og vores børn virkelig være et pædagogisk eksperimentarium for dette usikre og famlende gætteri?     

Det er tydeligt, at JB er særdeles utryg og utilpas ved sin fremtoning og præsentation. Godt nok er beskeden usikkerhed et retorisk greb, JB ofte anvender for at bevæge sine tilhørere til at tage kritikløst imod budskabet, men her optræder figuren ufrivilligt i lange passager. Den fungerer ikke længere retorisk i samspillet med de ”velvalgte” plusord, der løbende pointeres, som – videnskabsfolk, balance, enkle redskaber, kontrolgruppe, systematisk, objektiv, seriøs og så videre. De plejer at danne en rytmisk kontrast til hinanden, der giver tilhøreren en afvæbnende, indbildt og suggeret oplevelse af, at JB på samme tid er ualmindelig lærd og almenmenneskeligt funderet – at han både er en af de helt rigtige videnskabsmænd, men også klædeligt uundseelig og helt åben for indvendinger, og at det samme derfor gælder for hans pædagogik, men her går retorikken i indre og ydre opløsning.  Faktisk optræder langt de fleste eh-øh’er, når JB skal lede efter sine ”plusord”, kendetegne det positive programindhold eller træde i karakter som den store vejviser. Tilbage står indtrykket af noget meget løst funderet og usammenhængende, præsenteret af en mand, der ikke står inde for eller ved, hvad han gør, eller som har en anden dagsorden, der ikke kommer til orde. Kort sagt: JB magter ikke situationen.

Dette understreges et par gange, hvor JB træder helt ved siden af sig selv og situationen. Man kan overveje, om det er fair at pege på, men JB’s program retter sig jo til børn og unge, der med hans egne ord er ude af sig selv, fra sig selv og altså ikke i kontakt med sig selv eller situationen. JB har selv opøvet ”mindfulness” gennem ”systematisk meditation” i henved 40 år mange timer dagligt, og så må man vel nok kunne tillade sig at vurdere det pædagogiske program på hans egen fremtræden. Hvordan må man så opfatte følgende lille intermezzo, der udspiller sig midt under en sekvens, hvor JB bruger lang tid på at tegne et absolut skræmmebillede af klodens forestående miljøkatastrofe med vandstigninger på 25 meter og et ozonhul, der aldrig har været større – en emotionel appel til tilhørerne, et følelsesladet argument klædt ud i løst hængende sagkundskab – der skal bane vej for hans påstand: Indfør min meditation i folkeskolen eller risiker jordens undergang! Der hersker gravens tavshed i kongreshallen – et eftertragtet stille, skulle man tro – men JB afbryder det selv ved at le fjoget og udbryde drengekækt: ”Jeg kan altså ikke gøre for det, vel!” Fra salen høres ikke en lyd! For denne pjattede ualvorlighed dementerer fuldstændig JB’s egen introduktion til digressionen ind i miljøpolitik, hvor han prøver at tegne et billede af sig selv som ”alvorsmand” og giver sig ud for at være ”klodens vågne samvittighed”: ”Men, eh, jeg må indrømme, at der er altså også et andet motiv … æh …. det er et lidt mere alvorligt … og, øh, overordnet perspektiv, men jeg vover alligevel at komme med det. Altså, eh, når man har prøvet at følge med i, hvordan udviklingen har været sådan globalt set, eh, i de sidste 25-30 år, så vil man jo, eh, ikke kunne undgå en eller anden form for uro.” (kommentar til dette retoriske greb senere).

Den alt for lave stilkarakter opvejes ingenlunde af karakteren for indholdet. Faktisk er der en dybere tematisk sammenhæng mellem de to, og denne betragtning fører os ind på en central overvejelse omkring JB’s program og argumentation. Lad os introducere temaet med JB’s egne ord:

”Altså, vores pædagogiske system er opbygget på indlæring og på, at vi skal præstere, og man har ikke nok, eh, måske nok, opmærksomhed på, hvor vigtigt det er, at sindet - for at kunne blive optimeret i sin evne til at kunne afbalancere information og indlæring – har brug for og få kontakt med dybere niveauer af stilhed, eh, derfor sådan en type af øvelser, som det med at prøve at få børn og unge mennesker og voksne til at opfatte, at der foregår to ting i sindet - hele tiden – der foregår en kontinuert strøm af tanker og følelser og så videre, og så er der pauser eller stilhed, der hele tiden er der. Ligegyldig hvor meget information, der er, ligegyldig hvor meget larm, der er, så er der altid pauser inde i sindet i alle mennesker, ikke også. Det er der lavet så mange og så grundige undersøgelser omkring – så mange ting, eh, er bleven, eh, forsøgt forstået omkring det – der er nok ikke megen tvivl om, at der altid er sådanne pauser inde i sindet, og at der altid er en mulighed for at kontakte en form for stilhed. Hvis ikke det bliver .. hvis ikke man gør opmærksom på det, så overses det. De voksne overser det, og børnene overser det.”

Her må vi vist hjælpe JB med at tydeliggøre meningen. Det centrale argument orienterer sig ud fra buddhistisk dzogchen-meditation og bevidsthedsfilosofi – det er åbenlyst ud fra hele oplægget og et gennemgående perspektiv (se senere). Argumentet kan sammenfattes således: Indlæringen i skolen stiller – sammen med de mange andre stimuli i vores hektiske samfund – for store krav til tankekapaciteten og evnen til at behandle information hos børnene. ”Systemet jammer” og går ned med stress og tankeforvirring, hvilket fører til uhensigtsmæssig adfærd. Man skal derfor ”koble systemet ud” regelmæssigt, idet man kontakter ”pauserne” i sindet – altså de tanketomme mellemrum mellem tankerne. Derved ”cleares” systemet og kapaciteten øges, antages det.

Der er altså på den ene side tale om en teknik til stresshåndtering og –reduktion, men der ligger også et dybere budskab i form af en bevidsthedsfilosofisk præmis: Tankestrømmen, der under stress bliver til tankeforvirring, er under alle omstændigheder at betragte som ”larm”. Tanketomheden er den eftertragtede tilstand, hvor man kan kontakte sig selv, og som pauserne åbner ind til. Filosofien har altså en tankefjendtlig grundholdning, der må virke fremmed i et vestligt funderet skolevæsen, hvor selvstændig, kritisk og klar tænkning er den tradition, der danner fundamentet. FBEI’s program og dets fortalere er her i delvis modstrid med sig selv og hinanden. Man svinger mellem, om programmet er til for at øge præstationsevne og informations- og tankekapacitet, eller om det i virkeligheden udgør en mere ideologisk betinget holdningsændring i retning af et meditativt og tilbagetrukket liv i indadvendt stilhed (forstået som tanketomhed). Denne diskrepans svarer til JB’s egen skelnen mellem den almene spirituelle intelligens og det særlige spirituelle talent, mellem et bredt og et specielt pædagogisk program og mellem den generelle forbedring af mentalhygiejnen i masserne og den særlige og sofistikerede talentudvikling. Han er selv tydeligvis forhippet på at opholde sig i tanketomheden og i pausen det meste af tiden. Det er også den dybere årsag til, at han fremstår utroværdig i situationen (se senere). 

Fokuseringen på pausen – for eksempel pausen mellem tanker eller mellem ind- og udånding – er en af grundstenene i dzogchen-meditation. Den ordløse og tanketomme tilstand betyder et sammenbrud for vores jeg-identitet og en overgivelse til det, der så at sige strømmer ind i den jeg-tomme åbning, eftersom jeg’et og tænkningen hænger nøje sammen. JB mener her at kontakte og finde sig selv i en anden forstand. For ham at se er tænkningen altid ufrivillig og dybest set kaotisk: ”For eksempel, hvis man siger til voksne mennesker – eller hvis vi siger til hinanden her – skulle vi prøve et øjeblik og lade være med at tænke, så vil vi jo reagere med en slags viden om, at det kan man ikke – man tænker hele tiden, der er billeder, og der er tanker, og der er følelser og associationer og sanseindtryk – man kan ikke bare sådan stoppe det.”  Han opstiller derfor ud fra sine religionsfilosofiske antagelser og – vil han hævde – erfaringer et ideal, som han og hans tilhængere desperat prøver at realisere: tanketomheden. I øvrigt finder han, at børn let opnår dette eftertragtede mål, og derved bliver de en slags idealer for de voksne – en meget usund idealisering!: ”Men det, der er interessant, det er, at vi voksne – vi, der har den her viden, det kan man ikke, så derfor kan vi selvfølgelig ikke, men børnene har jo ikke den viden, så de lader bare være, hvorefter der er stille! Det er jo for eksempel, altså .. hvad tæller sådan nogle erfaringer, at man har gjort det med … hvad ved jeg … 100 børn i forskellige grupperinger, jamen det tæller jo ingenting, det tæller jo ingenting, men det er dog interessant nok, når man sammenligner med, hvor vigtigt det er – hvor vigtig sådan en forståelse af sindets dybere funktionsmåde, hvor vigtig den er for voksne!  

Hvad er det lige, JB bruger de børn til, og hvad har han egentlig ”gjort” med dem?

Men lad det nu være klart, at hele argumentationen bygger på filosofiske præmisser, og at dikotomien mellem selvet og tænkningen kun er en religiøs påstand. Hvem siger, at man kontakter sig selv i det tanketomme rum? Det, alle mennesker ved, er, at tænkningen og oplevelsen af selvet er inderligt forbundet. Jeg ved hvem, og at jeg er, ikke mindst fordi jeg kan tænke. Rigtigt er det, at tænkningen kan forstyrres – at den kan virke forvirret, uklar og undertiden styrende. Men der findes også rolig, klar og ordnet tænkning, hvor man er i god kontakt både med sig selv og sin følelse. Vi taler her om refleksion og kontemplation – altså tænkning, der er originalt forbundethed med selvet, virkeligheden og livet. Hvis man som JB gør det til et mål i sig selv og et ideal at ophøre med tænkning periodevis – kan det så ikke føre til mindre personlig integritet og autonomi og højere grad af ydre kontrol eller besathed? For hvad foregår der inde i ”tanketomheden”, hvor jeg’et er overgivet, og hvor den kritiske bevidsthed er sat på stand by? 

For at kaste lys over denne vigtige overvejelse, kan man lytte til eller gennemlæse JB’s oplæg og vurdere det på argumenternes orden og lødighed, på tænkningens frihed og plasticitet. Er der tale om god tænkning? Eller er det en sjusket og springende tænkning? Realiteten er, at JB tænker dårligt og usammenhængende, idet hans tænkning samtidig er stiv, dogmatisk og mekanisk. Han er styret af sine antagelser og religionsfilosofiske præmisser i en sådan grad, at han forsømmer klar og logisk, virkelighedsnær argumentation og vælger at betjene sig af emotionelle argumenter og besynderlige glidninger. Der går for eksempel ikke en lige argumentationslinje fra miljøforskernes konklusioner om nødvendigheden af globalt samarbejde og politiske prioriteringer … til JB’s tale om holdningsændring … og til hans krav om at indføre buddhistisk meditation i folkeskolen. Sammenhængen, i al dens sociologiske, politiske og kulturelle kompleksitet, er end ikke forsøgt rationaliseret, og det er heller ikke muligt. Det er et typisk argumentum ad populum – noget, der kun går i de indforståedes kreds og blandt ukritiske tilhængere. Ikke desto mindre har dette forvrøvlede argument haft virkning helt ud i dagspressen.

(se linket: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/269648:Danmark--Hjertets-intelligens-kan-maaske-redde-verden)

Et andet uheldigt kendetegn, der synes at karakterisere de mennesker, der har fulgt JB’s anvisninger ind i tanketomheden, er, at de alle sammen tænker ens! De siger præcis det samme som JB med en lige så stor mekanisk træfsikkerhed. Man kunne næsten fristes til at sige, at deres tænkeevne har taget skade, og at de ikke længere kan tænke selv eller tænke nyt. Og hvad værre er – de kan heller ikke tænke over denne kendsgerning!   

Hvorfor mon JB tænker mekanisk? Svaret på dette spørgsmål er ikke uinteressant for vores tema, og et fingerpeg findes i hans optagethed af teknikker og øvelser. Den buddhistiske meditative tradition, han bygger på, er gennem-programmatiseret og reguleret. Og det skyldes, at der ikke er ret meget personligt selv tilbage! Personlighedens spontane og direkte eksistentielle forhold til livet er blevet erstattet af et program, der kun tillader mekanisk reproduktion (svarende til JB’s stive oplæg). Det er blevet mantrisk! Det gælder for store dele af den buddhistiske lære og tradition, at den udgør en stadig gentagelse med ganske få nyskabelser inden for en streng traditionel dogmatik. Det samme indhold messes og messes, ja, det kører på ruller!

Alt kræver træning og øvelse – også at føle empati. Det er åbenbart ikke noget, man kan på egen hånd og af sig selv. Er det ikke hjerteskærende, at JB vil træne og indøve dette almenmenneskelige livsindhold med børn, idet han antager, at hans egen menneskelige forlegenhed også er deres! Læs blot denne fremstilling med en kritisk høj nørd-lix: ”Den anden hovedvej det er at prøve at undersøge eller lægge mere vægt på den del af, eh, øh, følelseslivet, hvor man beskæftiger sig med følelser, der strømmer fra en selv ud til (kløjs) andre. Vi er vældigt opmærksomme på, om man får nok, om man får nok kærlighed, om man får nok, eh, interesse, omsorg. Men man er måske i mindre grad opmærksom på, hvor betydningsfuldt det er, at man henleder opmærksomhed .. på, hvor vigtigt det er, at man føler noget spontant, helt fra man er ganske lille, som vi også hørte i nogle af Jespers eksempler, hans fantastiske eksempler, at man begynder at føle noget empatisk – det er den empatiske kvalitet, altså, den evne til at holde af, som er givet, formodentlig, de fleste mennesker ved fødslen, den evne får måske ikke nok stimulation, eller der bliver ikke gjort nok opmærksom på den, og man giver den ikke plads, og man mener måske – og det kan man godt forstå, at man gør, ikke også …”) Citatet kunne blive meget længere, men det er ikke nødvendigt for at forstå pointen i al dens groteske tydelighed: JB taler som en ”ekspert ud i følelser og empati” på en måde, der er så teoretisk og distanceret, at teksten nærmest råber på Klods Hans! Man må uden videre antage og håbe, at 99,99% af Danmarks børn og unge og deres pædagoger og lærere intet, ja slet ingenting har at lære af JB vedrørende empati og følelseskontakt – at de ikke behøver et program, der forklarer dem, hvor vigtigt det også er, at man på et tidspunkt begynder at føle noget spontant.

JB kan ikke være i god kontakt kontakt med sit følelsesliv, sådan som han taler om det! I stedet for at føle og leve livet, har han været besat af et ambitiøst ønske om at opnå ”oplysning” gennem træning, træning og atter træning – en ekstrem målrettethed og et præstationsræs, styret af kategorisk og dogmatisk tænkning, der nu forsøges solgt under den omvendte varebetegnelse af livskundskab. Det træningsprogram, JB anviser for sig selv og sine særlige spirituelle talenter, er nemlig gennemsyret af de samme præstations- og effektorienterede, mekaniske, intellektualistiske og individualistiske værdier, som dem, der skaber den forstyrrede adfærd hos børn i skolerne i forvejen. Læs blot JB’s eksalterede finale og store vision: ”Og det, der er ved at ske, blandt andet gennem, eh, neuroscience og alle de undersøgelser omkring, hvad gør meditation, og hvad gør det og arbejde med hjertet, hvor man undersøger, hvad gør det? Og man sætter det ind, og man putter mennesker i scannere, og man stiller spørgsmål og bliver ved, og man ender med at finde det. Jeg er helt sikker! Man er allerede ved at finde, at verdensreligionerne har en kerne af en slags almenmenneskelig, mere videnskabelig forståelse af, hvordan man også kan gøre med bevidstheden, og hvordan man også kan gøre med hjertet, og at det netop er det, der fører ind mod øget mulighed for og udvikle naturlig empati og venlighed.”                                 

Der er noget helt galt med JB’s optagethed af at nærme sig børn. Det sker nemlig, efter vores mening, ud fra hans eget kontaktbehov og genkendelsesønske, på en voksens præmisser og målsætninger – ikke børnenes. Men døm selv. I oplægget viser denne overgribende følelsesdynamik sig flere steder, blandt andet i en uhyggelig opholden sig ved historien om en lille dreng og hans sovedyr: ”Jeg kan huske noget, der gjorde et vældigt indtryk på mig med nogle konkrete børn (hvad er ikke-konkrete børn?) (dæmpet stemmeføring) – da jeg spurgte dem: ”Prøv engang at tænke på nogen af de mennesker, som I holder af” – det er jo en øvelse, som er, hvad skal vi sige, meget simpel og jordnær, og som voksne jo også kan udmærket … Og de her børn, jeg sagde: ”I kan tænke på jeres forældre, jeres søskende, eller ven, eller hvem I nu har. Og så var der et barn, så var der et af børnene, der rakte hånden op og sagde: ”Kan man også bruge en hund?” Jo, det kunne man selvfølgelig. Og så var der sådan en rigtig lille forsigtig en, der var virkelig … altså langt inde i sig selv, og ikke havde meget kontakt .. meget problematisk lille fyr .. der så rakte hånden op og sagde: ”Kan man også bruge et sovedyr?” Jo, men det kunne man jo godt. Det fortæller jo noget om, ikke også, hvor langt ind, eh, følelsen af og holde fast i, at der er nogen, man holder af, hvor langt ind den går.” Eller, kunne man snarere sige, hvor langt inde fra den skal hentes ud! Man behøver ikke at være psykolog for at høre JB’s ubevidste identifikation med drengen her. ”Sovedyret” indgår senere i oplægget som en pointe, der skal underbygge JB’s program, men med en stærkt ambivalent ladning, der udtrykker JB’s eget dilemma mellem virkelig at give sig ud i følelser eller blive inde og oppe i den iagttagende bevidsthed. Dette dilemma er også baggrunden for JB’s udtalte fiksering på børn og deres ægte umiddelbarhed: ”Jeg har også selv prøvet og være med i sådan nogle grupper og prøvet at undervise børn i noget omkring at komme i dybere kontakt med hjertet og noget omkring meditation, altså vågenhed, nærværs…træning, og det har været utroligt stimulerende. Noget, som jeg selv har lagt mærke til, det er, at .. at noget, som mange gange har taget mig vældig lang tid i kontakt med voksne mennesker, og få ligesom, eh, få til og fungere, sådan at .. at vi forstod, hvad hinanden sagde, og hvad vi oplevede, og mennesker begyndte ligesom at kunne forholde sig til det og danne sig nogle meninger og erfaringer omkring det, det er meget, meget lettere, når man taler med børn. Man kan sige ting til børn, som de umiddelbart forstår i det her felt – det har jeg faktisk rigtig mange erfaringer med.” Det er rimeligt og nødvendigt at opholde sig ved disse betænkelige ”understrømme” i JB’s oplæg og motivation, fordi det virkelig ikke tjener børns behov eller er en træning, de har brug for. Der er ikke i orden at bringe børn ind i det samme forskruede eksistentielle dilemma, der plager JB, eller lade ham bruge dem til at løse sit eget indre kontaktproblem for en stund! (se også vores afsnit: Tvivlsom ”ny” intelligens og kompetence).

Alle disse overvejelser fører os videre i temaet, tænkning eller tanketomhed. For hvis man tænker over det – sådan lidt åbent og undersøgende – så kan JB og hans filosofiske tradition jo have ret i, at mennesket som fænomen er forbundet med rytmiske processer (åndedræt, tankeflow, stofskifte, søvn- og vågen og så videre), hvilket vi også finder i naturen omkring os. Igen må man overveje forbindelsens karakter. Er vi underlagt eller naturligt indfældet i disse rytmer? Skal vi gøre os fri af dem, eller skal vi bringe os selv i balance med dem? JB´s koncept er at afbryde rytmen i og gennem pausen for at komme ud af den forstyrrede livsrytme, han mener at befinde sig i. Tankerne larmer og er per definition larm. Stop dem! Hold pause fra dem! JB’s oplæg afslører da heller ingen særlig god rytmesans (sammenhængende og flydende tænkning), og han er ikke på god fod med en væsentlig del af det rytmiske system, nemlig følelseslivet. Han blokerer, regulerer og kontrollerer af frygt for den overordnede livsrytme, liv-død, der til syvende og sidst vil føre ham og alle os andre gennem og ud af livet.  

Men da de rytmiske processer synes at være indforlivet med os mennesker, vil det naturlige svar være, at vi må skabe en bedre og mere harmonisk livsrytme hele vejen rundt, hvis ikke vi vil have en række afledte problemer på halsen. For er det ikke dårlig livsrytme, der er børnenes relle problem – helt ned i det colamættede sukkerfix? Det er reguleringen af livsrytmen – af stofskiftet, følelserne, tankestrømmen og så videre – der svigter. Men en rytme regulerer man jo ikke ved at afbryde den, men ved at gøre den mere flydende og ubesværet, mindre presset. Mange former for god pædagogik har blik for denne nødvendighed.

Den pædagogiske indvending er altså, at JB’s program i virkeligheden er et arytmisk og unaturligt svar på problemet med dårlig livsrytme. Det er en mekanisk og overfladisk løsningsmodel. JB’s kunstige og forkromede koncept med ”videnskabelig meditation” er bare mere af den samme teknik-fiksering, redskabsdille og pilletrang, der i forvejen hjemsøger samfundskulturen med halve løsninger på hele problemer. Svaret på tankeforvirring er ikke tanketomhed. Svaret på totalt stress er ikke total afkobling. Svaret på styrende teknologisk pres fra omgivelserne er ikke indre teknologier. Svaret på afreaktion er ikke ikke-handlende indadvendthed. Hvordan er det kommet dertil i vores kultur, at mange føler behov for at bede JB og andre vismænd fra Østerland om instruktion i at ”udløse afspændingsrefleksen”, ”mærke sig selv”, ”få kontakt indad”, ”føle empati” og ”give hinanden venlig opmærksomhed”? Det klarede vores egen kultur for os tidligere på en mere naturlig og ægte menneskelig måde.     

Det er det hele rytmiske og personlige menneske, der presses fra alle sider – også af JB og hans program, der vil ind og styre, teknificere og overtage det sidste helle i tilværelsen: det personlige og medmenneskelige rum. Men det har vi ikke brug for, tværtimod. Lad os ikke ”videnskabeliggøre” den sidste rest af os selv og livet, men bevare det for os selv og hinanden. Lad os satse på et menneske- og livssyn, der afspejler vores egentlige og faktiske konstitution, og som bringer balance i de rytmiske processer i livet. Lad os gå ud fra, at der ikke er en grundlæggende modsætning mellem følende at mærke sig selv og andre – og at tænke klart, roligt, selvstændigt og virkelighedsnært! Menneskeligt set – og set under stjernerne – har vi en klar opfattelse af, at der er mange mennesker, børn som voksne, der i udgangspunktet er i bedre kontakt med sig selv, hinanden og livet, end det personlige eksempel JB giver, og at hans program kun kan forringe denne kontakt!

JB’s totalitære tænkning plejer at være kritik-resistent, men tydeligvis har Infogruppens argumenter haft en vis gennemslagskraft, hvilket ses i følgende citat: ”Men man henvender sig til noget, som alle kan, og som alle i lige høj grad har adgang til – så børnene skal ikke præstere noget, de skal ikke lære noget nyt – i virkeligheden skal de lytte ind til noget, de har – de skal opdage, hvis de vil, nogle ganske simple mekanikker og få skaffet sig nogle ganske simple erfaringer, som alle mennesker kan få, og som alle mennesker til alle tider har udviklet pædagogikker til at udvinde og fremkalde. Og så skal de udforske og undersøge det i stedet for og præstere og blive bedømt og vurderet. Der er ikke et facit på de her øvelser – man skal opnå det og det, den her erfaring og respons er den rigtige. Det er det respons, som det enkelte barn kommer med, når det prøver at gøre det, som er det rigtige for det barn. Man skal ikke tolke det, og man skal ikke blande sig i det. Så det er en helt anden tilnærmelse til barnets, eh, autonomi – dets evne til at kunne strukturere og forholde sig til, eh, sin egen, eh, erfaring, og sin egen situation. Man skal ikke præstere, man skal ikke bedømmes, man skal ikke kunne noget bestemt, man skal ikke sammenligne resultater.”

Her forholder Jes Bertelsen sig til Infogruppens forudgående kritik om ulighed blandt børn på et nyt og obskurt ”religiøst præstationsfelt” i skolen med forudsigeligt gruppepres til følge (se afsnit: Ulighed for Gud?) – nemlig på baggrund af JB’s planer om at opdage de særlige spirituelle talenter i skolen og træne dem videre til elitestatus (se senere).

JB imødegår dog ikke kritikken omkring børns ”egen religion” med indre diffuse erfaringer, der lades uden tolkning fra ansvarlige voksne (se afsnit: Voksensvigt af børn). Det sidste bliver næppe heller en realitet, idet der uden tvivl vil blive lagt manipulerende tolkning ned over børnenes erfaringer. Det sker jo allerede her i foredraget, hvor JB tolker børnenes adfærd (andet har han næppe indsigt i) ud fra de voksnes (og sit eget) perspektiv og interesser, jævnfør tidligere citat: ”Men det er dog interessant nok, når man sammenligner med, hvor vigtigt det er – hvor vigtig sådan en forståelse af sindets dybere funktionsmåde, hvor vigtig den er for voksne!”  Som sagt repræsenterer denne tolkning en meget farlig og grænseforstyrret voksen idealisering af børn, der hurtigt vil komme til at leve op til de voksne ”udviklings-forventninger”. 

Er JB troværdig? Eller siger han tingene, så de passer ind i hans kram til lejligheden? Prøv selv at sammenligne med hans tidligere udtalelser i radiointerviewet på P1: ”Det er indlysende, og erfaringen viser, at den form for aktivitet og praksis, som vi har talt om (meditation), den kan utroligt meget, den kan meget mere end skabe nogle måske vældigt gode mentalhygiejniske og spirituelt hygiejniske strukturer, som kunne være bredt folkeligt eje. Den kan også noget mere specielt. Jeg tror det samme som vi ser indenfor de øvrige evner, altså der er nogle almene evner, som vi alle sammen har godt af at få udviklet, ikke altså, vi kan gå, og vi kan løbe og vi kan danse. Og det skal udvikles til en eller anden grad, og det gør sig selv naturligt, men noget også læres, ikke. Og så er der nogle, der kan udvikle det ekstra, og det kan de få noget ud af, og det kan andre også få noget ud af og se på – det er dejligt at se på folk, der kan elitesport og kan lave ballet, ikke. Og på samme måde med musik. Vi kan alle sammen synge, og vi kan lidt – vi kan lære at spille en blokfløjte eller spille en guitar, men det gør os jo ikke til en Anne Sofie Mutter. Så selvfølgelig har enhver evne – den har muligheden for og ligesom kunne udvikles, i hvert fald ved nogle mennesker, ud i en form for talent, og sådan et talent kan så give en masse gavn fra sig, både til det menneske, men måske nok så meget til dem, der nyder det ude omkring. Og det gælder, er jeg sikker på, også i det spirituelle aspekt. Jeg tror, at spiritualitet er en almenmenneskelig evne, og jeg tror, at den også hos nogle mennesker har, eller kan få talentkarakter, og de mennesker, de vil jo så blive særligt optagede af og dyrke de her former for praksis og muligheder, og så udforske i langt højere grad, hvad de her redskaber kan, og så kan man komme ind i helt andre tilstande af kærlighedsdimensionen, eller helt andre tilstande af vågenhed. Og det er også interessant! Og det interesserer selvfølgelig også mig. Jeg, jeg har været interesseret i begge de dimensioner – både den almene evnedel i det, som jeg trods alt har givet mest energi i alle årene, og så det mere specielle – hvad kan man så også udnytte det til, og kan man lære at træne nogle af de mennesker, der måtte være interesserede i det. Og begge de to projekter er afgørende.” / Interviewer … er der også en generel status omkring det i samfundet? Jes Bertelsen videre: ”Det er der nok nogle steder, men det tror jeg ikke er generelt. Det vil ikke være min følelse. Jeg tror, der er nogle bestemte figurationer af mennesker, der har opdaget, at det er også en interessant kompetence, som nogle mennesker kan udvikle, men det tror jeg ikke er en almen, samfundsmæssig situation – jeg tror, der er for mange forståelige fordomme, som kommer fra uheldige billeder omkring, altså, guruvirksomhed og sekter og religiøs fanatisme og så videre. Jeg tror, der er en for mig at se fornuftig skepsis i det almene samfund omkring, når noget begynder at blive alt for ekstremt indenfor det spirituelle – hvad jeg tror er en dyb sundhed, og jeg tror, at det er godt, at det er sådan. Man kunne forestille sig, eller man kunne tænke sig, at hvis der kom en bredere almengørelse af det, der kan almengøres, altså den spirituelle intelligens som en almen evne, og den begyndte at blive mere accepteret, og den proces er meget langt fremme – hvis det begyndte også at blive noget, som blev taget alvorligt inden for skolevæsenet og altså afgørende frisat fra spirituel-relgiøs dogmatik, så tror jeg, at så ville i løbet af .. nogle generationer, hvis det fandt sted, måske en generation bare! - så tror jeg, at så ville man begynde at få en fornemmelse for, at så var det jo også interessant, at der var nogle, der kunne – hvis man stødte på nogle spirituelle talenter – og nu har vi talt om evnerne, ikke også, der jo selvfølgelig er generelle og almenmenneskelige – men der er jo også nogle, der har nogle talenter! Det er jo også interessant at træne dem, ikke?, det er jo heller ikke, vi bliver jo ikke alle sammen professorer i matematik, men vi kan godt lægge to og to sammen og få det til at blive fire, ikke – og sådan inden for det spirituelle er der nogle mennesker, der vil kunne udvikle, eh, og som altid, til alle tider og i alle kulturer har udviklet de spirituelle … talenter, og det ville måske få en større kompetence omkring sig, hvis der først var en bredere forståelse for den almindelige del af den spirituelle intelligens. Jeg tror, det skal gå den vej.”                    

Som tidligere nævnt har JB et parat eliteprogram, hvor bestemt ikke alle kan eller skal være med, og hvor man kan opnå en endnu højere kærligheds- og bevidsthedsstatus! Det er det, der driver ham og hans tro disciple fra sans og samling, og som holder hans nyreligiøse sekt sammen som ærtehalm. Og det er lige præcis derfor, JB ikke skal ind og fouragere spirituelle talenter i folkeskolen, ligesom det er denne fanatiske og elitære sekterisme, der parret med de langt mere vidtgående dzogchen- og chakrateknikker i det almenpædagogiske program, som udgør en væsentlig forskel i forhold til det svenske projekt, Drömmen om det goda, som JB henviser flittigt til. Også dette projekt bygger på inspiration fra tibetansk buddhisme, men i Dalai Lamas mainstream-udgave, idet organiseringen omkring projektet er løsere, ligesom meditations-anvisningen er ganske non-deskript og åben. Der er stadigvæk tale om indoktrinering og manipulation, men programmet er ikke nær så farligt og kynisk som det, JB anbefaler sig med. Som de anførte citater viser, erkendte JB åbent på konferencen, at han har lavet meditationsforsøg baseret på dzogchen-traditionen med børn i alderen fra 7-14 år, muligvis også i folkeskolen, hvilket også er et af de erklærede formål med skoleprogrammet i hans egen udlægning: ”Så vores bevidsthed, ikke også, som alle har, børn og voksne, og hele tiden, når vi er vågne, ikke også, så har vi den – da bliver vi af vores kultur og pædagogik og den måde, vi lærer ting i skolerne og i børnehaven og hjemme ved forældrene – da bliver vi hele tiden rettet ind, og det skal vi også, og det er nødvendigt, mod indholdet i bevidstheden, men vi retter meget, meget sjældent nogen opmærksomhed ind mod selve bevidsthedskvaliteten (jævnfør tanketomheden) selve det at være vågen og nærværende … Så for eksempel sådan nogle redskaber, som vi taler om, hvis de kan bruges, de handler om, at man henleder børns … også voksnes … opmærksomhed på noget, som alle kan og indimellem gør spontant, og så prøver at udnytte det mere systematisk, hvis børnene og de voksne har lyst til det eller føler, at det dur.”

JB slutter sit oplæg af i en slags grand finale, hvor han går på dogmeløse skyer i det høje uden nogen jordforbindelse: ”Så .. det, der er vigtigt, det er, hvis man skal videre med sådan noget som det her – man behøver slet ikke at bruge det her skema, man kan tage det fra Sverige eller et andet – hvis man skal videre med det, så skal man være sikker på, at de redskaber, man tilbyder børn og unge er fritstillede. De skal ikke være kristne, de skal ikke være buddhistiske, de skal ikke bære præg af Vækstcenteret og de skal heller ikke bære præg af Kemplers tanker. Man skal tage en fritstillet model som en matematikbog eller en lærebog i fysiologi, der ikke har en dogmatik bag ved sig. Og så skal man prøve og lave nogle rolige og sobre og besindige pilotprojekter.”  Åbenbart har JB været ord- og begrebsløs så lang tid ad gangen, at han ikke længere kan erkende sine egne tankemæssige forudsætninger på trods af sin fjerne akademiske fortid som idéhistoriker ved Århus Universitet. I ønsket om at undgå relevant kritik udkaster han visionen om ”ren objektiv og værdifri viden” på det humanistiske og samfundsvidenskabelige vidensfelt, idet han som tidligere udtrykt vil ”videnskabeliggøre” forholdet til os selv og hinanden ved hjælp af apparater og teknologier. Enhver vidensteoretiker ved, at det er nonsens, ligesom de færreste vel kan ønske sig en sådan human degeneration: Homo mechanicus. I yderste konsekvens åbner det muligheden op for total adfærdskontrol og –styring for den, der monopoliserer teknologien. På dette punkt er JB fantast, idet han er komplet ligeglad med metoden og dens indhold – tag den ene model, brug den anden – når bare vi afskaffer alle trosværdier og lader os regulere helt ind i forholdet til os selv og hinanden på en ”rationel videnskabelig basis” – en regulering, der opbygges og vedligeholdes gennem maskiner – scannere, feedback-apparater og så videre. Også på dette punkt er JB fanget i en selvmodsigelse, for samtidig tager han afstand fra de ydre informationsteknologier: ”Ingen tvivl om, at de moderne elektroniske medier, de er med til at øge den overstimulation, øh, for mig at se, og det skaber en tendens til, at børn og unge mennesker, de bliver ligesom forhippede på stimulation.” Hvordan stemmer det overens med at lade mennesker regulere deres hjertrytme og sind ved at blive puttet ind i scannere eller gå rundt med feedback-apparater?   

På trods af, at enhver med et minimalt religionsvidenskabeligt og –historisk kendskab uden problemer kan se JB’s ideologiske og dogmatiske baggrund i buddhistisk bevidsthedsfilosofi, hvorfra han henter hele sin terminologi og sit menneskesyn – og selv om enhver med Vækstcenter-indsigt kan genkende en lang række elementer fra Vækstcenterpædagogikken i skoleprogrammet – og selv om alle de forsøg og projekter, han refererer til, er inspireret af tibetanske lamaer med Dalai Lama i spidsen, så fabler JB her om den ”frisatte, forudsætningsløse, videnskabelige” praksis omkring bevidstheden og hjertet, medens han i virkeligheden mener noget andet! Hans vanvittige ønske er at almengøre sine egne specielle forudsætninger og gøre alle mennesker til kloner af ham selv. Han kan ikke tåle afgrænsningerne – at livet rummer nogle forskellige, frie valg – og at man med Jesu Kristi ord: ”Ikke kan tjene to herrer.” I sin indbildte forudsætningsløshed nærmer JB sig et mentalt delerium, hvor han bruger ord uden mening og indhold. Hans store problem – og det store problem med ham – er, at han ikke kender sin egen begrænsning! Hans kritiske selverkendelse er i tomgang.