På med lyttelapperne Danmark!
Debatindlæg i Politiken den 10.6.06

Målløs undren … jo, Danmark ”hører” Høegs lydløse budskab. For hvordan fatte, at han har brugt ti år på et kreativt makværk? Forklaringen er, at Høeg er i rivende stilstand på new age-guruen Jes Bertelsens (JB) Vækstcenter i Nørre Snede, hvor hans følsomme og søgende gemyt er under mental og følelsesmæssig ensretning. Hvordan skete glidefaldet?

JB har som Kasper Krone en lokkers blik for den stille indre pige-psykologis ønske om at blive ”genkendt, forstået og særlig værdsat”. Noget, der ligger dybt i de mange påvirkelige mennesker, der suges ind i new age-sekterne. Kidnapningen sker gennem emotionelle sår skabt i barndommen af afvisning og manglende samhørighed.

Hvem er JB? Udadtil krampagtigt beskeden, men i indforståede kredse lyder sektlederens selvfølte bekendelse: ”Folk skulle bare vide, hvem jeg er!” Denne indre modsigelse skaber en uudholdelig spændingstilstand. For hvordan pege på egen storhed uden at blive til grin i Andersens fædreland?

Men så dukkede megatalentet Høeg med sin indre stille pige og sit savn belejligt op. Han ”blev set” og forelskede sig bundløst. Eller blev han gjort forelsket? JB er ekspert i tantrisk forførelseskunst, der tryllebinder, lover og lokker dybt ned i førsproglige behov. JB hviskede måske sødmefyldte ord til Høegs rødmende pigeøre og dyrkede samtidig sit eget indre erotiske motiv uden ord. Den kyniske erotiker JB kender nemlig avancerede energiteknikker til formålet. I det stille gav han nok Høeg et skud opstemt eros og bandt ham usynligt til sig, for sådan opererer en trænet tantrisk magiker eller Maha Siddhi. Med akkumuleret fascinationsenergi fra de mange fascinerer guruen den enkelte i en målbevidst erobringsmanøvre og trækker derefter energien til sig i en uendelighed.

Det kunne Høeg ikke modstå. Først fik han pueril skrivekrampe. Han var uvant med at skrive efter tavst diktat til en forgudet mesters uudsagte tilfredshed. Langsomt fik han dog tastet JB’s program og selvforestilling ned, overbroderet med artistisk abekattekunst – en tilpas sløret popularisering af JB’s snak om ikke-sproglige rum og det kvindelige, der imødekommer guruens forfængelighed og er et gustent forsøg på at konvertere Høegs folkelige appel til en bredere dansk gurudyrkelse samt låne JB de internationale vinger, han brændende begærer.

I Vækstcenter-cirkuset har Høeg fået den ”vigtige” rolle som tovholder og skal efter sigende føre JB’s Danmarksprojekt videre. Her råder ordløs tvang omkring persondyrkelsen af JB, der som Kasper Krone manipulerer på mange planer. Også omkring den spirituelle målsætning, hvor det ikke-sproglige og tomhedslyttende udgør en kortslutning af individuel og kritisk tænkeevne, og feticheringen og udnyttelsen af det kvindelige er en praktisk metafor for passiv overgivelse til JB. Hør blot, hvordan Høegs stemme bæver i talen om hans virtuose bevidsthedslærer. Det er disse ordløse recitativer og programkoder, der lænser Høegs bog for kreativ spontanitet og personligt vandmærke. Bogen er et kunstnerisk falsum.

JB selv er kedelig og prosaisk. I et indstuderet interview i ”Eksistens” på P1, sendt den 29.5.04, fremlægger han det projekt, Høeg forbereder, mytologiserer og propaganderer for med sin ordsalat. Bevidsthedsforskeren JB og et team af eksperter arbejder på at syntetisere dogmatisk-sterile mentale teknikker ud fra alle religiøse traditioner. Teknikkerne skal gennem undervisningssystemet gøres til ”folkeeje”, startende med de 7-14årige. Vækstcenterets meditationssystem almengøres, hvorved der opstår større respekt for den spirituelle elites ”bevidsthedstalent” hos resten af befolkningen, der kun har en ”gennemsnitlig spirituel intelligens”. Alle får en ”mental orm” indpodet og bliver unisont wired med guru JB lige som Høeg.

Men enhver, der har læst JB’s forfatterskab – også Høeg – ved, at JB er totalt identificeret med den buddhistiske rodguru Padmasambhava og dennes meditationsteknikker. Og et nærmere kendskab afslører, at man på Vækstcenteret arbejder videre med rodguruens ”astrale projekt” og forestiller sig, at man kan udkrystallisere en monastisk kultur og samfundorden i Danmark efter tibetansk forbillede gennem lydløs fællesmeditation. FruHerre repræsenteret gennem Dalai JB og stråmand Høeg. Hvorfor tier Høeg om det?

Det er skræmmende! Ti år i en new age-bevægelse – hos en Kasper Krone-guru, der som en god magiker ved, at det frækkeste trick er det bedste, fordi man bagefter kan sige, at folk selv var ude om det – har forvandlet et redeligt og begavet menneske til en afhængig epigon, hvis kreativitet er stivnet i et dogmatisk klovnegrin. Imitationen og forvirringen går så vidt som til at prostituere sin indre stille pige for at fremme en skjult manipulation, der skal snyde vores samfund. Danmark har mistet en forfatter. Bare vi ikke får en guru i stedet.

Nu hvor Høeg ikke længere digter selv, men binder os JB’s fiduser og visdomsvrøvl på ærmet, vil jeg fortælle ham en sand historie om en ung kvinde, jeg kender. Hun var faktisk engang en stille pige på Vækstcenteret på bare tretten år. Virkelighedens Kasper Krone, JB, der ifølge Høegs beundrende opfattelse ”hører” disse KlaraMaria-børns højere potentiale, kaldte hende for sin “spirituelle datter” og studerede indgående hendes aura i intime stunder sammen med hende. Det var på et sårbart tidspunkt i hendes liv, hvor han vidste, hun var i akut omsorgskrise og utryg.

JB fortalte pigen, hvad han så i hendes aura af interessante kineserier, og spandt hende ind falske selvforestillinger – lag på lag af plastic – der var helt anderledes fascinerende end hendes triste og forladte hverdag på hans center. Lokketoner for en stille, ung pige, spillet med den latente seksuelle styrke hos en mand, der gør sig selv til erotisk projektionsmål for mange hundrede voksne kvinders hedeste fantasier og ser sig selv som den store energileder, der skal pumpe gruppeenergi i form af ”homøopatisk potenseret eros” direkte ind i venerne på Mor Danmark.

Og så tilbød JB den mindreårige og forældresvigtede pige en “pagt” for resten af livet. I realiteten et dybt afhængigheds- og “vejleder”forhold. Hun skulle gå ud i verden, gøre karriere og føde børn – derpå vende tilbage og lade ham vejlede hendes og deres videre udvikling. Et uoverskueligt og frækt forslag til pigen, der som andre ofre for overgreb intet sagde til sine forældre, men blot blev endnu mere tavs og indadvendt.

Nu overspilles og aktualiseres pigens historie med Vækstcenteret og JB i forrykt romanform af barneforførerens discipel og arvtager, traditions-linjeholderen Høeg, så man bliver syg om hjertet, når man ser alle de ”stille børn” for sig, der lokket af Høegs rablende ballade eller af JB’s skole- og samfundsprogram åbenbart skal drives sammen i Vækstcenterets eksperimentarium for at blive ”spirituelt udforsket” og slutte pagt med … ja, hvem egentlig?

Det lader en uden ord. Måske det også kan gøre JB, Høeg og hans disciple en smule tavse ... 0 decibel ... et ganske kort øjeblik, hvor billedet af denne virkelige, følsomme pige klinger indad i deres åndeligt pyntesyge sind.

AL

Klik her for at få dit eget GoMINIsite