Børnetoget til Nørre Snede
Danmarks Radio P1 har et fast ugentligt program, der kalder sig selv "Eksistens", og som "tager udgangspunkt i den moderne verden og de livsanskuelser, der præger den." Således præsenterer redaktionen programmets linje og fortsætter: "Eksistens er rammen for de store spørgsmål, den dybe undren og den levende nysgerrighed. Eksistens stiller også nogle gange skarpt på en enkelt filosof eller et bestemt filosofisk begreb, der på den ene eller anden måde taler ind i tiden."
Skarpheden og den levende nysgerrighed var det imidlertid så som så med, da programmets faste freelancer, Morten Kjems, den 29.5.2004 formidlede et nøje indstuderet "interview" til lytterne med "bevidsthedsforskeren" Jes Bertelsen, der sjældent optræder i massemedierne og aldrig bevæger sig på slap line, når det endelig sker. Hele udsendelsen bar præg af forberedte spørgsmål, ukritisk promovering og selviscenesættelse, der reducerede programværten til en peptalker og P1 til en reklamekanal. Det samme var tilfældet sidst Jes Bertelsen markede sig i massemedierne, nemlig i et interview i Politiken med Carsten Andersen nytårsmorgen år 2000, hvilket i sig selv siger alt om Jes Bertelsens selvforståelse som profet for det nye millennium. Hver gang er det den samme mytologi og præsentable indpakning med de rigtige signalværdier der bringes til torvs, med udgangspunkt i Jes Bertelsens baggrund som "topakademiker" og "karrierekomet" fra universitetsverdenen. Så er der nemlig på forhånd dømt videnskabelig autoritet og objektivitet omkring hans "bevidsthedsforskning", der skal fremstå værdineutral og almengyldig, fuldkommen praktisk og teknisk. For den læser eller lytter, der i forvejen har kendskab til det redigerede og officielle billede af Vækstcenteret og Jes Bertelsens personkult og image kontrol, er der absolut intet nyt under stjernerne. Det eneste, der kan undre, er, at det gang på gang er muligt for Jes Bertelsen at "bestille tid" hos medierne til en uimodsagt og gratis eksponering af sit budskab. Men han har mange fanatiske proselytter og forbindelserne i orden, og de fleste journalister kan ikke overskue hans argumentation og lader sig dupere af doktorgrad og guldmedaljeafhandling. Hvor Carsten Andersen i Politiken dog var på sporet af den dobbelte dagsorden og propaganda motivet og virkede ubehageligt til mode over at blive manipuleret, så optræder Morten Kjems som "his masters voice" i et sørgeligt knæfald for den selvbestaltede autoritet. Jeg vil derfor her bidrage med en mere sammenhængende kritik af Jes Bertelsens argumentation i radio interviewet, idet jeg samtidig henviser til hans forfatterskab.
Lad mig først intonere programmets lokkende melodi og den andægtige stemmeføring og slå fast med ikonografisk sikkerhed, at Jes Bertelsen er forhenværende lektor i idéhistorie. Lad dernæst speakeren forkynde, at Jes Bertelsen for nuværende er "bevidsthedsforsker", og lad mig tilføje, at det er en helt fri titel uden akademisk anerkendelse. Morten Kjems opdager ikke glidningen, og Jes Bertelsen tager stikket billigt hjem. Nu har hans projekt fået det akademiske stempel, og lytteren må tro, at han bedriver seriøs og videnskabelig forskning. Denne forskning finder sted med udgangspunkt i Vækstcenteret i Nørre Snede, der i samme åndedrag fremstilles som et moderne og tidssvarende pilotprojekt uden nogen form for religiøs eller ideologisk bias eller konfessionelt tilhørsforhold. Her udvikler Jes Bertelsen og hans "forskerteam" universelle bevidstheds teknologier på basis af de bedste "komponenter" fra samtlige religiøse traditioner. Det er den reneste og pureste videnskab anvendt på den "spirituelle intelligens", som vi forstår på Jes Bertelsen, at alle mennesker er i besiddelse af og kan udvikle ikke mindst hvis man vil konsultere Vækstcentrets spirituelle teknokrati. Her kobler Jes Bertelsen sin præsentation og sit salgsfremstød til den bredest mulige appel. Det lyder smigrende og forjættende at være i besiddelse af en "spirituel intelligens", og det en populær sprogbrug, der henter inspiration fra "følelsernes intelligens" og så videre. Derpå følger en klassisk argumentationsteknik, som skal få lytteren i tale og åbne døren for sælgeren. Jes Bertelsen henviser til et akut behov for hans vare og antyder sig selv som den eneste mulige leverandør. Både appellen og salgsargumentet skraber så at sige bunden og tager det hele med, revl og krat. Ingen mennesker er så lykkelige som de kunne være! Ingen ved, hvem de er. Hvad er vores sande identitet? Hvor kan vi søge fred og salighed? Har Jes Bertelsen mon fundet svaret på tilværelsen gåde inde i sit avancerede bevidsthedslaboratorium? Vi fristes til at tro det.
Studieværten stiller ikke spørgsmålet direkte, men lader Jes Bertelsen tage det næste stik hjem alene gennem sine antydninger. Ja, faktisk tager han et dobbelt stik, for hvor er den mand dog beskeden! Selv lever han det egentlige liv, men er medfølende nok til at sætte sig ind i og ned til vores sted og fortælle os, at vi lever det uegentlige liv. Den samme stilfigur tegner sig overalt i forfatterskabet, hvor ordet "høj" gradbøjes stadig mere fantasifuldt og superlativt. Højintensiv det er varemærket og identitetsforståelsen! I virkeligheden kan det ikke siges med ord, hvor højtvibrerende og højenergetisk livet opleves af Jes Bertelsen, og hvor fladt det tegner sig for os andre. Så selv om han stort set ikke siger andet, så kan han heller ikke få sig selv til at sige det lige ud! Jes Bertelsen peger og peger indirekte på sig selv for at vi alle skal pege på ham. Spørgsmålet er, om stemmen ville lyde troværdig, eller hvad den ville lyde af, hvis han skulle sige det uudsagte: "Jeg ved, hvad og hvem, jeg er og jeg er altid overlykkelig." Og dernæst om hans svar på: "Hvad eller hvem, han ved, at han er og hvorfor han er så lykkelig", har nogen relevans eller vægt for andre end ham selv. Gud ved, om svaret ikke falder mere tamt ud, end det lyder i den opspændte antydning?
Jes Bertelsen er ikke den første udbyder af meditationskurser og teknikker, der bevidst lægger sig ind under det videnskabelige image, som jo nyder en høj prestige og troværdighed i vores kultur. Det samme gør Transcendental Meditation og Dalai Lama som repræsentant for den tibetanske buddhisme, når han promoverer objektiv neurologisk forskning i den fysiologiske effekt af meditation. I øvrigt er den tilsyneladende pragmatiske og alment eksistensfilosofiske indfaldsvinkel en missionsstrategi, som er karakteristisk for buddhismen. Hvem har ikke en smule ondt i eksistensen og hvorfor så ikke prøve denne "neutrale og effektive" lykke teknik. Den har ikke noget med tro at gøre og forpligter ikke yderligere, fordi den bygger på viden og kan tilpasses efter det individuelle behov.
På denne baggrund må vi blive overbeviste om, at Jes Bertelsens teknikker er erfaringsbaserede og videnskabeligt gennemprøvede! De bygger på en objektiv kortlægning af sindets anatomi og bevidsthedens funktion helt ned til det basale fundament, som med en lidt svømmende metafor kaldes "kilden". Alle mennesker har den samme bevidsthedsstruktur, helt uafhængig af tros og forestillingsindhold og personlighed. Følgelig kan bevidstheden studeres på samme sikre måde som fysiologien, og den kan beherskes og manipuleres af den ferme bevidsthedsakrobat og den kloge bevidsthedsingeniør. Bevidsthedsarbejdet er altså ens for os alle, og resultatet i form af "bevidsthedens befrielse" kan realiseres af enhver gennem metodisk anvendelse af en adækvat teknik, der bygger på en korrekt indsigt i bevidsthedens funktion og struktur. Disse nøgne facts repræsenterer "hard evidence" på basis af empirisk videnskab, og der går en direkte linje fra det akademiske miljø på Århus Universitet til forskningsinstitutionen Vækstcenteret.
Programmet er et eksempel på journalistisk tornerosesøvn, som har mange år foran sig! Hvis man blot ville gøre sig den umage at forfølge sporet tilbage til universitetet og det humanistiske fakultet, så er der for eksempel udgivet en let læst bog om Vækstcenteret [Helle Hinge, New Age på dansk Jes Bertelsen bevægelsen, Gyldendal 1995], der beskriver stedets aktiviteter religionsvidenskabeligt som en sekt og religionsdannelse. Enten er Helle Hinge inkompetent som religionsforsker, eller også er det ikke ganske ubestridt, at Vækstcenteret skulle være en fuldstændig religionsfri, udogmatisk, saglig og objektiv institution. Forklaringen på den klare uoverensstemmelse mellem egen ydre præsentation, intern selvforståelse og uafhængig ekstern beskrivelse kunne man så søge i andre motiver. Måske ønsker Vækstcenteret og Jes Bertelsen at dække over og sløre nogle reelle sammenhænge, der har mindre bred appel og troværdighed, eller som måske ligefrem ville vække offentlig modstand? Og måske er man meget bevidst om hvilke signaler, der sælger og fascinerer. For den videnskabelige og objektive sprogdragt med værdineutrale begreber, teknisk terminologi og fællesmenneskelig reference vækker tillid og baner vej for sig. Lytteren må tro, at kendskabet til "den fælles og almene bevidsthedsstruktur og funktion" gør det muligt for bevidsthedsforskeren Jes Bertelsen at formidle kontakten mellem os og kilden til vores identitet, individualitet, vitalitet og højere mening. Vi må så håbe, at han vil gøre det uforbindende. For vi får også i Jes Bertelsens bøger gang på gang at vide, at denne adgang og kontakt nødvendigvis skal formidles af en, der allerede står inde ved kilden. Mere objektiv er teknikken og metoden altså ikke. Den er i sidste instans personafhængig og dermed er den vel også afhængiggørende! Fænomenet kaldes "transmission" eller "initiation", hvis man bruger det religionsvidenskabelige begreb. Og så tager Jes Bertelsen en helt anden kasket på. Nu er han ikke længere bevidsthedsforsker, men guru. Og scenen er ikke videnskab, men religion. For en bevidstheds transmission kan Jes Bertelsen kun formidle i kraft af sit eget tilhørsforhold til en guru i en bestemt religiøs tradition. Mere om dette senere.
Det seneste scoop er, at bevidsthedens kilde også beskrives som kærlighedens væld! Den, der kan træne bevidsthedsmotorikken optimalt, bliver derfor samtidig et hyper kærligt menneske. Har man et særligt talent for det ene, er man også toptunet til det andet! Og hvor "bevidsthed" nok virker som en lidt tør og abstrakt materie på de fleste mennesker, så kan vi kun ønske os mere af kærligheden. Jes Bertelsen har længe siddet ved bevidsthedens kilde og øst af den uden den helt store applaus. Nu er han også kærlighedens apoteose! Lidt som når politikerne husker hele remsen med flere jobs og kortere ventelister til hospitalerne og ja, ... pensionisterne, på samme måde bliver mantraet kærlighed nu indpræget lytteren i alle mulige sammenhænge. Det bliver ikke sagt åbent, men vi må endelig underforstå det så meget, vi kan. Der er alle os mere "mådelige begavelser", der kan den lille tabel og måske lære at spille på blokfløjte, og så er der geniet og virtuosen, det grandiose bevidsthedstalent. Vores kærlighedsevne er på det nærmeste uudviklet i sammenligning med hans!
Disse simple forståelsesgreb bliver sat ind på lytteren og læseren med en bryders behændighed gennem en præcist styret informationspolitik, der bygger på lige dele manipulation og fortielse. Stilfigurerne er som sagt ikke nye, og karakteren for udførelsen er kun til middel, for enhver der lytter ind i stemmen mærker dens programmatiske kynisme og uærlighed. Der er tænkt nøje over, hvordan budskabet bedst kan formidles, så man dækker den fordrejede sandhed, og det giver foredraget en kedelig og mekanisk efterklang. Det er mærkbart længe siden, der var ægte begejstring og spontaneitet bag ordene. Hele interviewet virker som en tam og fad affære, nydeligt garneret med Bachs tonekunst, som Jes Bertelsen også har monopoliseret spirituelt. Men lad mig pege direkte på de indbyggede selvmodsigelser.
Ud over at være Jes Bertelsens forsøgslaboratorium, er Vækstcenteret en erhvervsdrivende fond, som har til formål at formidle salget af den udviklede teknologi og viden. Der er altså tale om en missions eller kursusforretning med et økonomisk motiv. Der er en del mennesker, der i årenes løb har investeret deres liv, tid og penge i at uddanne sig på Vækstcenteret og tilegne sig Jes Bertelsens lære og teknikker. De har derfor brug for arbejde og indtjeningsmuligheder på denne baggrund. Det er urealistisk og naivt ikke at se dette motiv bag præsentationsformen i massemedierne. Jes Bertelsen er ikke en almindelig privat filosof, men leder af en bevægelse, som også er en forretning, der omsætter penge og energi. Han har vokseværk! Af bestemte grunde, som jeg forklarer i det følgende, behøver han stadig flere menneskers engagement og positive opmærksomhed. Han prøver at trække investeringer til sig og sit foretagende. Derfor skal man heller ikke tro, at man kan nøjes med at købe hans teknikker og undgå afhængighed eller loyalitetskrav. Jes Bertelsen opererer præcis som alle de andre guruer i opbygningen af sin organisation og magtbase. Der er et catch 22 oven i købet!
Ingen, der kender en smule til Jes Bertelsens forfatterskab eller til Vækstcenterets organisation og interne dagsorden, kan være i tvivl om, at Jes Bertelsen henter sin bevidsthedslære og de fleste af sine bevidstheds og energiteknikker fra den tantriske, tibestanske buddhisme. Ganske vist hævder han selvstændighed for sig selv, fordi han opfatter sig selv som lærer i egen ret og som original tænker. Men tager man tantra og dzogchen læren ud af Jes Bertelsens åndelige remedie samling, har hans såkaldt selvstændige "teaching" ingen tungtvejende substans. Resten er New age gossip, jungiansk drømme teori og Bob Moore øvelser. I øvrigt er Vækstcenterets grundlæggende tilhørsforhold til den tibetanske buddhisme gennem Jes Bertelsens præg synligt og mærkbart på alle niveauer arkitektonisk, rituelt, socialt, mytologisk og i forhold til idé og praksisindhold. Det er også ubestrideligt, at Jes Bertelsen personligt identificerer sig voldsomt med den tibetanske Nyingmapa tradition og i en del år har været elev af en af traditionens nu afdøde lærere. Men endnu mere betydningsfuldt opfatter han sig som værende i en konstant og eksklusiv bevidsthedskontiuitet med denne traditions rodguru, Padmasambhava, og når man forstår rækkevidden af denne identifikation og tager de ovennævnte forhold med i betragtning, bliver det evident, at Vækstcenteret ud fra alle religionsvidenskabelige kriterier fungerer som en sekt med Jes Bertelsen som sin ubestridte leder. For at belyse denne identitetsbestemmelse må man læse rundt i forfatterskabet. Jes Bertelsen er udmærket klar over, at hans private svar på spørgsmålet om sin sande identitet ikke er så populært, troværdigt og bredt appellerende, som det svar han forjætter lytteren i interviewet og Morten Kjems, ja, han er for et eller andet til at spørge ind i det. Men svaret findes og kan sammenfattes således:
Inde ved bevidsthedens "kilde" [din og min?] oplever Jes Bertelsen et sandt festfyrværkeri af højintensive og orgastiske "syner", hvis indhold er det tibetanske kloster Samye [brugt som en skabelon for Vækstcenteret], hvor Padmasambhava for mange hundrede år siden færdedes med sine nærmeste disciple og kvindelige konsorter. Her chok indprægede han diverse teknikker og ritualiseringer i deres bevidsthed, som Jes Bertelsen så senere husker i det 21. århundredes Danmark. Indholdet i synernes "diakrone kontinuitet" forvisser Jes Bertelsen om, at han er en nær disciplel af denne rodguru, hvilket bliver og er hans dybeste identitets bestemmelse. Han er dermed selv den levende manifestation af et af guruens bevidsthedsaspekter, hvilket strækker hans identitet langt ind i den tibetanske buddhismes gude og buddhahierarkier. I henhold til traditionens indre logik og lære må forholdet til guruen nemlig karakteriseres som en form for overgivelse eller personlighedsoffer, et integritetstab og en identitetserstatning. Jes Bertelsen er ikke, men Padmasambhava er nu i hans sted. De har "fælles bevidsthed" for tid og evighed. Og det samme kulørte parnas leverer identifikationsmuligheder til mange blandt Vækstcenterets fastboende og kursister, identitetssøgende og hungrende mennesker, der drømmer sig ind i de samme syner som Jes Bertelsen og genfinder deres sande selv ved hans tibetanske springkilde! Fantasteri, selvbedrag, selvforgudelse, åndebesættelse eller spændende tidsrejse døm selv!
Jes Bertelsen bygger aktivt denne mytologi op omkring sig selv, men igen kun i antydningens form. Med velberåden hu og klædelig beskedenhed lægger han det nær for læseren selv at slutte sig til forfatterens høje åndelig byrd. Vi deler en lille flig af mysteriet med ham, når vi bævende vover at tænke det utænkelige: "Denne mand er i sandhed ... ja, hvad?" Man mærker trangen til anerkendelse, og samtidig det paradoksale og problematiske ønske om at være "som alle os andre" i radio interviewets velplacerede anekdote om Jes Bertelsen som barn. Fra 3 til 10 års alderen havde den "bevidst genfødte" discipel af Padmasambhava allerede sin praksis på plads. Hvis han fik en Teknobil i gave, sådan som han havde ønsket sig, gav han sig først til at studere sin egen glædesreaktion introspektivt og undersøge ønskets kemi i en halv time, inden han "selvfølgelig gav sig til at lege med bilen". Den sidste konstatering virker næsten desperat efterhængt i talestrømmen, og lytteren får dermed et uventet, men overbevisende indkig i det indadvendte og kontaktforstyrrede barns ensomhed og fremmedfølelse. Jo, han legede sikkert med bilen, sådan som han skulle, eller som han kunne se, at alle de andre børn gjorde. Men fornemmelsen er ikke glad eller fri. Den biografiske godbid, der i interviewets sammenhæng har til formål at bekræfte Jes Bertelsens spirituelle nimbus og særlige talent, aftegner sig som en social afmagt, og man forstår bedre alle de mange dyrt forsikrede ord om "livsnærhed og intensitet" i hans bøger. I øvrigt verserer den samme hagiografiske beretning om en tidlig indadskuende og regelmæssig åndelig praksis hos Jes Bertelsen i mange andre udgaver som for eksempel i beretningen om, hvordan forældrene fandt drengebarnet optaget af at recitere tibetanske mantraer, og så videre. Det er ikke nemt, når man for alt i verden vil ligne en helgen eller vismand og ikke bliver set som sådan.
Man kan ikke anholde nogen for at ønske sig bekræftelse og accept, heller ikke hvis de iklæder ønsket et grandiost forsvar mod afvisning, selv om man kan undre sig over, at et realiseret og operationelt selv sådan forstår Jes Bertelsen sig selv ikke fungerer med større autonomi og mindre image bevidsthed. Men det er en anden sag, når to komplet uforenelige selvforståelser som "værdineutral forsker" og "esoterisk guru adept" lanceres under samme hat og tag, men nøje adskilt. Snart har vi med et "pilotprojekt" og et "videnskabeligt laboratorium" at gøre, snart med en "genskabelse af Samye" og "synernes ubrudte kontinuitet". Hvilken dagsorden er så sand? Og hvorfor lægger Jes Bertelsen i interviewet så omhyggeligt afstand til "alt det der med guruer og sekter, som offentligheden med rette forholder sig skeptisk i forhold til." Det er sørgeligt, at hans offentlige ambition nøder ham til at forråde sin egen guru/tulku aspiration og sit relle åndelige og traditionelle tilhørsforhold? Husk at han er "fællesbevidst" med rodguruen Padmasambhava, hvis menneske og livssyn han også formidler gennem både sin lære og sine teknikker. Jes Bertelsen siger dét om sig selv, der i en given sammenhæng gør ham beundret og øger hans appel. Men hanen galer!
På denne baggrund virker det komplet utroværdigt, når Jes Bertelsen taler om at "rense alle teknikker for deres dogmatiske og religiøse sammenhæng" og gøre dem alment anvendelige, alt i mens han selv studerer tibetansk, uddanner sig til tulku, henter kultgenstande hjem fra Tibet, får bygget en stencelle som modsvarer Padmasambhavas meditationshule, indgraverer tibetanske tegn i væggene, konstruerer mandala mønstre i gulvene og så videre. Havde lytteren ikke krav på denne indsigt for at kunne vurdere bevidsthedsforskeren Jes Bertelsens tilbud? Selv synes Jes Bertelsen selvfølgelig, at det, han er i kontakt med her, også er den "rigtige" og den forbindtlige virkelighed. Det er den jo for ham. Men hvor mange moderne danskere ønsker sig egentlig indfældet i en hierarkisk munkeorden, der hører hjemme i en anden kultur og tid?
Jes Bertelsen kan vanskeligt hævde, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem hans seriøse og dybtgående involvering med tibetansk buddhisme og Nyingmapa traditionen og hans talent og baggrundsviden med hensyn til, hvordan man kan arbejde direkte med bevidstheden gennem meditation. Påstanden om, at man på den ene side kan rense bevidsthedsteknikkerne for disse specifikke forudsætninger, og at de på den anden side er ganske neutrale værktøjer i forhold til menneskets naturlige energisystem, er ganske enkelt falsk. Jes Bertelsen ved udmærket godt, at dette arbejde forudsætter en gennemgribende modifikation af personligheden, energisystemet og psyken, hvilket sker gennem en uendelig gentagelse af særlige øvelser. Han er selv stolt af den påkrævede indsats og de hundrede tusinder af gange, han har cirkuleret energien fra her til der, og så videre. Jes Bertelsen kan derfor heller ikke være blind for, at dette projekt medfører en bestemt prægning af individet på kulturelle forudsætninger, og dermed implicerer et særligt menneskesyn og en tilsvarende livsopfattelse, som på ingen måde er værdineutral. Det er også klart, at man ikke kan adskille disse teknikker fra den person eller tradition, der formidler dem. De bærer et vandmærke, der knytter giver og modtager sammen på et subtilt og intimt niveau.
Teknikken er en vej til et mål. Begynder man på teknikken, begiver man sig ud på denne vej mod dette mål. I en vis forstand former teknikken vejen og etablerer målet, fordi den ikke kun fungerer som et simpelt værktøj, men er konditionel. Teknikken præger og betinger systemet, og ganske vist kan man starte forsigtigt og i det små, men inden længe får man brug for den næste teknik og nødvendige korrektion, som kun Jes Bertelsen og hans uddannede instruktører kan give. Hvad så hvis man ikke vil være yderligere afhængig eller ønsker at komme længere ud? Er processen reversibel? Svaret er i mange tilfælde nej. Der begynder altså at strømme energi i form af personlig afhængighed, projektion og økonomi fra eleven til læreren, og den strøm cirkulerer et overskud væk fra individet. Man må her forstå betydningen af, at et stort antal mennesker er aktive og tuner sig ind på disse teknikkers bølgelængde og fokuserer deres opmærksomhed på en skikkelse som Jes Bertelsen, der bliver vejfører for dem. Han får det til at se ud som om, at han er deres velgører, men i virkeligheden stiger han op på deres energi og konverterer den til sit eget brug. Kun en mindre del af energien redistribueres. Så i realiteten fungerer økonomien som i et pyramidespil, hvor man hele tiden skal inddrage flere mennesker i bunden af pyramiden for at mætte dem i toppen af den.
Nu kan voksne mennesker jo selv tage stilling og gøre hvad de vil med deres liv. Men så når Jes Bertelsen i sin verbale strategi frem til det relle ærinde med at lade sig "interviewe", som nøje svarer til det ovenfor skitserede økonomiske pyramidemotiv. Længe har talen været om, at Vækstcenterets "videnskabelige pilotprojekt", hvor dette lands mest avancerede eksperter i bevidsthedsgymnastik træner, før eller senere ville kunne producere en "folkemodel" i form af en enkel og ukompliceret meditationsteknik til alle. En modificeret og forsimplet udgave af dzogchen praksis, som de mere småtbegavede kan klare at mestre. En samfundsgave til de stressede danskere, der har behov for mentalhygiejne og afspænding. Og et ejegodt tiltag, der helt sikkert ville give arbejde til Vækstcenterets uddannede instruktører, som snart har glemt alle deres tidligere kompetencer. Men "folkemodellen" er forsinket, eller åbenbart sælger den ikke godt nok, selv om man idelig fremmaner billedet af de "tusinder og tusinder af kursister, der har været på kursus, gennemprøvet modellen og bidraget til erfaringsopbygningen". Der er ikke nok søgende, der lægger vejen om ad Jes Bertelsen's center.
Hvad så? Jo, helt på linje med Dalai Lama begynder Jes Bertelsen nu også at interessere sig for undervisningsprogrammer i grundskolen. Børnene i den identitetsformative alder. Måske kunne man tillempe teknikkerne yderligere og dermed imødekomme folkeskolebørnenes introspektive underskud, foreslår han! Lære dem at meditere og kigge indad i bevidstheden ved hjælp af helt simple teknikker, der bestemt ikke har dogmatiske eller religiøse forudsætninger! Bemærk her, at han ikke taler om bøn eller Gud. Jes Bertelsen taler heller ikke om moralske værdier, idealer eller forbilleder, der kan tjene som livsorientering eller identifikationsmulighed. Han holder sig til sin sækulariserede og pseudovidenskabelige jargon, der virker helt uskyldig og hævet over enhver tendens til indoktrinering. Men ikke desto mindre propaganderer Jes Bertelsen værdier og menneskesyn forankret i en religiøs og særdeles dogmatisk tradition. Han er ikke en neutral og uegennyttig formidler af velgørende redskaber til individuel glæde, men en person der aktivt binder mennesker i afhængighed og underskud. Han underforstår sig selv om den eneste, der er kvalificeret og berettiget til at levere det undervisningsprogram, der skal udvikle ungdommens "spirituelle intelligens". I hvert fald peger han ikke på andre bidragydere, som jo kunne være mennesker fra de åndelige traditioner, der er dybt rodfæstet i vores kultur og kollektive psyke. Dem har han på forhånd udelukket, fordi de i modsætning til hans eget videnskabelige produkt er "dogmatiske og religionsafhængige". Og han har også taget halsgreb på deres forventelige protest mod, at han ignorerer deres værdisystemer. De simple og værdineutrale teknikker, der udvikles af Jes Bertelsen på Vækstcenteret, bygger jo som nævnt på de ypperste komponenter fra alle de religiøse traditioner ganske uden hensyn til, at Jes Bertelsen ikke deler tro eller liv med dem. Husk, at han er forskeren, der kender sindets og bevidsthedens objektive natur, og kan overskue det enkelte menneskes individualitet og sande identitet, og som derfor er i stand til at komponere og selektere de brugbare teknikker, vi bør tilbyde vores børn som en åndelig udviklingsvej.
Jes Bertelsen er ikke usikker på hånden, når det gælder om at tiltage sig autoritet over andre menneskers personlige udvikling. Han er heller ikke forsigtig eller pessimistisk, når han senere i interviewet anslår, at man på en enkelt generation kunne implementere denne "omskoling" af børnene og dermed hurtigt rette op på kulturens ekstroverte ubalance. Han ser for sig, hvordan en helt ny mennesketype med andre kulturelle værdier og mønstre kan skabes, hvis man lærer børnene at tune sindet i retning af "bevidsthedens kilde" [læs: rækken af linjeholdere fra Jes Bertelsen selv til Padmasambhava, og op og ind i den energidimension af metafysiske entiteter, der har besat dem alle sammen i omvendt rækkefølge!], endnu inden børnene skaber sig en personlig identitet i samfundet. Frejdigt beretter han om børn af kursister og fastboende, han allerede har hjulpet til at begynde på meditation, hvoraf de mest lovende og talentfulde unge mennesker nu frekventerer Jes Bertelsens ungdomsuddannelse og modtager videregående bevidsthedstræning. Fast praksis kommer før fast arbejde hos denne forførende pægagog!
AL
|