Her på redaktionen i Infogruppen hylder vi talemåden … hellere lille og vågen, end stor og doven ... især når det gælder den form for kritisk tankevirksomhed, der let forsvinder i nymodens tanketomhed og storladent lirum-larum. Vi har noteret os, at den hidtil eneste oplyste bevidsthed i Nørre Snede, personificeret ved Jesus-erstatningen Jes Bertelsen, har opslået et Ungekursus, hvor nye meditative talenter skal sluses ind omkring det stærkt aldrende Vækstcenter-kollektiv, hvor alt stadig er ved det gamle og gentagede på trods af de store og åbne spirituelle vidder.

I annonceringen af kurset studsede vi over den korte henvisning til, at ”deltagerne forventes at have læst Jes Bertelsens, Dejlig er jorden.” ”Jamen, er der noget, vi er gået glip af her,” tænkte vi straks. Det er jo en smuk gammel salme med dansk tekst af Ingemann, som vi med glæde synger for vores egne børnebørn. Den slutter som bekendt med ordene: ”Os er en evig frelser fød!” Vi overvejede derfor at bringe et intellektuelt og økonomisk offer og anskaffe Bertelsens nye opus, men læste dog først en kritisk anmeldelse af essayet i KD af Søren Hindsholm med overskriften: ”Spekulativt slag i luften om klimakrise og meditation,” som vi hermed vil anbefale alle de unge mennesker, der ikke vil strømlines mentalt og flatlines åndeligt. Godt nok har Søren Hindsholm ikke set lyset på Vækstcenteret, men måske kan han derfor stadig skelne mellem lys og blændværk.

Ak ja, endnu et hverve-skrift præget af søvngængeragtig forudsigelighed! En næsten algebraisk kedsommelighed i alle de nydeligt fraserede begrebsudviklinger af den let gennemskuelige formel: Jeg tager det største onde, alle kan få øje på, og identificerer mig med det højeste gode uden at flytte mig fra meditationspuden. Det kræver ingen umage og intet konkret af mig. Jeg stikker bare folk en fribillet til selvgodhed og ønskemeditation ud fra påstanden om, at de så er med til at redde jorden fra dens sikre undergang. Og det er mig, der har frelst både dem og den – det er klart!

Der er kun kort vej fra Jes Bertelsens forliste skoleprojekt og hans udeblevne almindelige rekruttering af børn med meditative potentialer til dette kursus for unge aspiranter, hvis sjæle Jes Bertelsen snart kan klippe og klistre løs i, flette sit store papirhjerte sammen med og sætte sit julestjernebillede over hovederne på.

For at forstå den virkelige mening med Jes Bertelsens essay behøver man egentlig kun at forholde sig kritisk til hans valg af titel. Hvorfor vælger Jes Bertelsen dog at tyvstjæle fra en stor dansk digter, når han skal sælge sit budskab om frelsen og sig selv som frelseren? Jo, det er klart for ham, at han helt mangler den brede folkelige appel og gennemslagskraft, han så brændende ønsker sig og synes, at han fortjener. For hvordan kan det mon være, at milliarder af mennesker i århundreder har taget Jesus Kristus til deres hjerter, mens Jes Bertelsen på trods af sit spirituelle lys og sin mission i Danmark og verden kun siger de fleste så jammerligt lidt? Han ævler jo alt det rigtige, helt rigtigt, og efterhånden næsten digterisk, synes han selv, og der er altid meget mere af alt det bedste og højt belagte i Jes Bertelsens ordsalater!

Men det er netop Jes Bertelsens problem i en nøddeskal – kunstigheden, forstillelsen, aspirationen. Den har kun bærekraft i den sluttede forsamling, der har projektionerne parat, selv fylder fraserne ud og har deres grunde til det. Man kan ikke snyde på vægten med ånd, og Jes Bertelsens ord er sandt for dyden ikke bevingede – så langt fra! Der er et større åndeligt løft og mere tidsløshed i Ingemanns korte gendigtning end i hele Jes Bertelsens essay eller noget andet, han nogensinde har sagt og skrevet, og vi vil synge Ingemanns smukke ord længe efter, at Jes Bertelsens er glemt for længst! Alligevel gør Jes Bertelsen forsøget på at lokke den danske folkesjæl med en elsket digters ord – for at skabe stemning, komme med ind i varmen fra højtiden og blive som en af os andre. Derfor er hans bog også et intellektuelt lavpunkt. Et omhyggeligt korreograferet bagværk, en uoriginal pastiche, en overglitret reklametryksag for dit nye meditationskøkken med lydløse og tomme begrebsskuffer. JB bliver aldrig det, han så afsindigt gerne ville være – en dansk kulturpersonlighed. Han gør alt for at stige op på den danske kulturhimmel – Gud bedre den – men det funkler bare ikke for ham!

Hvorfor? For det første fordi han ikke er nogen personlighed. Der er intet personligt karakteristisk ved ham – eller det, der er, skjuler han. Han tør ikke være sig selv. Han vil ikke kendes ved sig selv. Han redigerer sig selv. Han fingerer et selv og forstiller sig. Han har intet almenmenneskeligt selv at belægge sine ord med. Han har ikke famlet, ikke fejlet, ikke gjort noget, han fortrød, ikke såret en anden, ikke skadet nogen, ikke dummet sig, og har ingen sårbarheder eller tåbeligheder, som alle andre. Han er kun flydende non-stop Ajax-bevidsthed. Det mest menneskelige, vi har læst ham citeret for, er vist nok, at han ikke helt holdt sin meditative klarhed på ferie med kæresten i Italien. Jamen dog!

For det andet fordi Jes Bertelsen ikke har et ærligt forhold til den danske folkesjæl. Han vil ikke berige den, men berøve den, tømme den og overtage den ind i sin egen indbildte virkelighed med sig selv som feteret midtpunkt. Den danske folkesjæl lever i et fællesskab af mennesker og knytter dem sammen i deres forskellighed, sådan som kun levende ånd magter det. Jes Bertelsen derimod forstår sig kun på replika af sig selv, og han fatter ikke forskellen – at ånd beriger og favner! Man kan bare forestille sig Grundtvig bede sine tilhørere om at sætte sin oplyste bevidsthed over deres egen essens – så forstår man, hvor udansk Jes Bertelsen er.

Jes Bertelsen begriber ikke, at danskerne ikke ser op til nogen bestemt – og da slet ikke til en, der higer åbenlyst efter det! Vi er i øjenhøjde, og Jes Bertelsen vil være den højeste og tror at være det. Det kan kun blive til grin, undtagen for de indviede. Nuvel, det nytter næppe her at redegøre for syndromets parasitære ætiologi med alle dets åndelige komplikationer, der fører til sygdommen til døden – endsige at forklare, hvad Jes Bertelsen egentlig er drevet af bortset fra denne, næsten (u)menneskelige, forfængelighed. Den ene æder den anden i det akvarium. I stedet vil vi fortsætte vores lille føljeton om den faldne engel fra sidste indlæg. 

Og Jes Bertelsen sukkede dybt og så igen op mod himlen.

”Hvem af jer kan fatte, hvem eller hvad jeg er? Jeg er kommet for at redde jorden, og det er bare dejligt, for det står da helt galt til. Det fortæller min næse mig nemlig. Den er finere end alle andres, og på kurserne smører jeg hver dag mentol under den for at holde menneskestanken derinde ud. Der stinker nemlig som ind i helvede omkring mig. Jeg har aldrig forstået, hvorfor jeg skal plages på den måde, men det hører sikkert til min særlige mission. Man siger godt nok, at kærligheden bor i øjet, der ser, og så må stanken vel sidde i næsen, der lugter? Men det kan umuligt passe på mig.
 
Jes Bertelsens stolte vinger sank flygtigt, men brusede så atter storslået op. ”I har hørt, at der er sagt: ’Ingen kan tjene to herrer,’ men jeg er min egen herre, og ingen er over mig. Den ene herre tror jeg ikke på, og den anden aner jeg ikke, hvem er. Derfor er der ingen grænser for min frihed, og jeg kan tage mig alle mulige af slagsen i den åbne dimension. For alle væsener er et med mig i min bevidsthed, og mit og dit eller mig og dig er en ligegyldig skelnen for mig.”

"Jeg strejfer herreløst og alene rundt i de bevidsthedsrum, mennesker ikke behersker eller afgrænser, og de byder dem frivilligt til og betaler endda for det. Jo yngre og mere troskyldige, jo mere spirituelt begavede, jo bedre. Mit indre rum er baggangen til alle de andres rum, og min lysende bevidsthed flyder hvorhen den vil, mens jeg samler til min prægtige samling. Se det er frihed! Hvorfor banke på, når der alligevel ikke er nogen hjemme? Det er ikke den højere bevidstheds natur, og for resten heller ikke den laveres, men hvad forskel gør det? Enhver, der er sin egen herre, kan jo frit betjene sig af begge. Se blot på himlens fugle. Er de ikke også både hvide, grå og sorte? Jeg er mageren over alle, og I mager det så dejligt bekvemt for mig og kan alligevel ikke kende forskel i mit hvide snit. Ud i det blå, eller ud i det grå – hvem ved hvad? Eller fra gråtoner til gråzoner! I sluger det hele råt.”

”Nej, I aner ikke, hvem jeg er, for det vil I helst ikke vide om jer selv. Selv har jeg glemt alt om min oprindelse, så rystet blev jeg ved faldet herned, og siden da har jeg som sagt været herreløs. Jeg bliver både panisk og rasende ved tanken om en skaber, for jeg er min egen herre, men ellers har jeg det helt fint og mærker ikke noget til faldet. Hvorfor skulle vi dog være kommet af noget andet end os selv? Kan vi ikke bare have været her hele tiden og i al evighed? Det synes jeg meget bedre om! Er det kærlighedens sande natur at skabe og give liv til noget andet end sig selv? Selvfølgelig ikke! Kærlighed er bare et andet ord for venlighed og mit ønske om at få fred til det, jeg elsker, og som jeg træner mig op til. Træning giver tomheden indhold i mangel af bedre tidsfordriv, for evigheden er lang, når man selv skal give den mening hele tiden. Jeg søger de små børn, og når en lille sjæl går ud, hopper jeg ind og tager bolig. Jeg er vant til ikke at være som alle andre en tid, men så tager jeg revanche og laver de andre om til mig i stedet. Jeg kommer nemlig fra en helt anden planet og er som et vildt fremmed væsen. Kald mig hvad I vil, men hvorfor skulle jeg kede mig, når der oven i købet er bud efter mig og mine illusioner? Jeg ser alle jeres svagheder og tåbeligheder som åbne porte og døre til en kæmpe forlystelsespark. Jo mere tid I bruger i den sammen med mig og går op i det med liv og sjæl, jo mere af jeres jeg og bevidsthed bliver til flydende Ajax i min maxi-dunk. Efter de første ture i rutsjebanen er I så usikre på benene, at I ikke længere kan finde udgangen. Så er I sammen med mig for altid. Herligt!”