Kommentar til Helle Jensens oplæg.

Det er mærkbart, at Helle Jensen ikke formulerer noget selvstændigt i dette pædagogiske initiativ, men blot er med til at operationalisere og implementere FBEI’s program. Hendes oplæg vakler lidt mellem to positioner. Den ene er citatlæsset og teoretisk, den anden praktisk og programmatisk. Hun kæmper tappert med mindfulness-filosofiens tunge udtryk og andre fremmedord, der dækker hendes ”faglige korrekthed” ind overfor tilhørerne. I den forbindelse er det tydeligt, at der for hende ikke kun er tale om pædagogiske eller terapeutiske teoridannelser, men om en religiøs dogmatik, der ikke må betvivles. Oplægget har i alle elementerne en tør og trist karakter af kedelig korrekthed, og den mentale stivhed er mærkbar – langt ind i fortællingerne om mødet med børn. Det hele er lidt for lærerindeagtigt.

Også Helle Jensen taler meget om nærvær uden at udstråle det. Man kunne kalde det hypostaseret nærvær – altså et nærvær, der forsøges udstrakt fra begrebet om nærvær, ikke fra evnen til nærvær, hvilket kommer til udtryk i den religiøst andægtige distance, hun omfatter nærværstanken med. I samme øjeblik hun nærmer sig nærværs-filosofiens terminologi og indhold, bliver sproget abstrakt og ”fordoblet” på samme måde som Jes Bertelsens: ”gøre opmærksom på vigtigheden af netop opmærksomhed i arbejde ..”  Nærværet er så teoretisk, at det må skjule sin skam bag ”små vignetter af øvelser”, ”pentagrammets veje” og ”træning af det ene og det andet”, men fra dette skjul hæver det sig til en sand dogmatik – en løftet pegefinger. Nærværskravet er en ren overjegs-konstruktion – et brændende ønske om at være rigtig ved at være rigtigt nærværende. Her finder vi formentlig sædet for overføringen af autoritet på Jes Bertelsen, nærværseksperten.

Det eneste, vi ønsker at fremhæve fra Helle Jensens oplæg, er følgende citat:”Det drejer sig om, at læreren er der med sit ”nærvær”, og er med til at skabe en stemning … så børnene kan få en fornemmelse af, at det her er noget, der betyder noget (halvreligiøst). Så det bliver igen holdningen eller indstillingen, og derfor kan man sige, at arbejdet med det her – det vil nok heller ikke, jeg ved ikke, jeg tror ikke, det er helt så hensigtsmæssigt, hvis det stod som noget på skemaet – og alle lærere skulle gøre det til alle tider – det ville ligesom tage luften ud af det, fordi det er vigtigt, at man har, kan man sige, selv er med på eller selv synes, at det er noget, der er noget værd.”  Dette udsagn svarer til beskrivelsen på FBEI’s hjemmeside, hvor der står: ”Lærerne blev præsenteret for forskellige måder at arbejde med de 5 elementer på, og der blev lagt vægt på, at de skulle kunne gøre øvelserne til deres egne for at kunne bruge dem i undervisningen.”

Den kritiske pointe er her, at programmet netop IKKE er værdineutralt. Det fungerer slet ikke som en matematikbog, sådan som JB påstod (alle lærere kan undervise i matematik). Hvis det præsenteres neutralt og ikke værdiladet, så står eleverne af og gider ikke! Det er altså heller ikke elevernes egen indre kreativitet, der udfoldes her, sådan som Jesper Juul påstod! De får netop ikke lov til at kede sig selv, men de skal absolut kedes af de voksne, der præsenterer dem for overstyrede pædagogiske tiltag og religiøse fordringer! Og det er op til læreren at betyde programmet for eleverne – at lade det med religiøs stemning og andagt ud fra sin egen subjektive tro på programmets indhold. Sin egen ”mindfulness-ærbødighed”. Der er altså tale om semireligiøs manipulation og indoktrinering. Man kan kun opfatte det som værdifrit, hvis man tror på programmets religiøse grundantagelser – ellers virker det som en voksen befamling af børns åbenhed. Helle Jensen er udmærket klar over, at hele programmet er overlæsset – både teknologisk og ideologisk: ”Det kan måske lyde lidt teknisk, men det gælder også i det her, som i alt muligt andet, at det er den voksnes evne til at se, hvad børnene har brug for, der er afgørende for, om det bliver en aktivitet, der er med til at skabe et bedre lærings- og udviklingsmiljø.”  Hvorfor reagerer Jesper Juul ikke på det? Helle Jensen er helt på linje med hans eksempler på dårlig voksen relationskompetence, når hun tantestramt dikterer, at nu har børnene brug for et ”retningsskifte”, et lille nyt ”vignet-indslag” og så videre. Ikke desto mindre citerer hun en norsk lærer i pædagogik for den modsatte praksis-indstilling: ”Anerkendelse er en væremåde og en holdning og ikke en kommunikationsteknik – at forholde sig anerkendende indebærer at kunne tage i brug hele sig – både følelser og intellekt. Der er ikke snak om nogle ydre håndgreb eller teknikker, men om noget som må komme indefra.”  Det synes at være generelt for præsentationen af dette program, at man siger alt om det, så det passer i enhver henseende.