Kronikforslag
Jeg har i tre debatindlæg (1) slået til lyd for, at Høegs roman, Den Stille Pige, bedst kan forstås som skjult reklame og en ubevidst nøgleroman for Jes Bertelsens (JB) Vækstcenter, hvor Høeg længe har været et stærkt involveret sektmedlem. Jeg er klar over, at dette ikke har været Høegs hensigt, for han ønsker snarere at kaste glans end lys over JB. Ingen tvivl om, at Høeg er dybt overbevist om Vækstcenterets doktriner (teaching) og ubetinget loyal i forhold til JB. Alligevel bevirker det stærke forfatterengagement, de markante interesser og afhængigheden af JB’s ”suggestive udstråling” (2) netop, at hidtil usynlige understrømme på Vækstcenteret pludselig kommer op til overfladen.
Jeg har peget på de mange overfladiske lighedstræk mellem romanens hovedperson, Kasper Krone, og JB, samt på flere paralleller i livssyn, karakter og adfærd, der hænger nøje sammen med JB’s tradition (Nyingmapa). Dertil kommer romanens mystifikation omkring udnyttelsen af åndeligt begavede børn, der svarer til JB’s tvivlsomme praksis på Vækstcenteret og hans mangeårige ønske om at indføre sine meditative teknikker i folkeskolen. (3) Vækstcenteret og JB er fremkommet med overfladiske dementier, der ikke forholder sig til mine konkrete argumenter vedrørende sektens reelle religiøse baggrund og praksis (4). Blandt andet slår man på demokratiske værdier. Jeg vil derfor forklare, hvordan der er andre markante sammenfald mellem romanen og Vækstcenteret – for eksempel i dens handling, der afslører dette som tom propaganda.
At det ikke er romanens plot, men dens ideindhold, der har ligget Høeg på hjertet, er kritikerne enige om. Høeg har ikke prioriteret at fortælle historie eller skabe spænding, hvilket sammen med den konstruerede karaktertegning og det filosofiske overlæs gør bogen kedelig og uforståelig. Men analyserer man plottet ud fra en baggrundsviden om Vækstcenteret, opdager man, hvad teksten uventet afdækker af virkelighed.
Man må være en ”scatterbrain” for at genfortælle handlingen i romanen, men så meget ligger klart, at et par åndeligt begavede børn er bortført. De hører til i en gruppe på højst tolv børn, der udgør en sammenbragt discipelskare, som trænes og udforskes i forskellige institutioner. Børnene kan hver for sig tune ind på en særlig tilstand af stilhed, og tilsammen etablerer de et interferensfænomen, der er uhyre potent. Det antydes, at gruppen behersker denne svingningsmodus, der fremkalder en kollektiv fysisk virkning (jordskælv). Gruppeaktiviteten er socialt og energetisk revolutionerende og rummer samfundsmæssige perspektiver. (DSP s.103, 122, 163, 200, 300, 406)
Det er gammelkendt Vækstcenterstof. JB har i sit forfatterskab helt tilbage fra 1988 slået til lyd for etableringen af en gruppe ”højere udviklede mennesker”, der skal skabe et særligt ”resonansfelt” med ”morfisk effekt” – som altså i kraft af sit interne energimønster kan påvirke kollektive strukturer og forhold. Gruppen mediterer sammen og træner sin ”samtuning”, hvorved der opstår ”kohærens” mellem medlemmerne på alle planer. Altså en slags signalforstærker. Det er, hvad Vækstcenterets fælles- og gruppemeditationer har forsøgt at udkrystallisere under ledelse af JB i nu snart 25 år.
Det springende punkt har altid været, om nogle i gruppen var mere lige end de andre, og om det dybest set ikke var JB selv, der styrede og manipulerede gruppens funktion. Både i teorien og i praksis indtager JB nemlig en særstilling som et specielt ”operant selv” med adgang til et afgørende ”vidensfelt” – etableret af den indiske guru Padmasambhava (P) fra det 8. århundredes Tibet, som JB antyder, han i et tidligere liv har været elev af. Derfor tenderer gruppens ”fællesbevidsthed” hele tiden imod identitet og bevidsthedslighed med JB og hans middelalderlige forbillede. Kun JB kan give eleverne ”transmission” og kvalificeret adgang til den specielle bevidsthedsform, ”rigpa”. Så meget for den udogmatiske og sobre videnskabelighed, der ifølge Høeg udmærker Vækstcenterets ”empiriske spiritualitet”. (5) Det, der foregår her, er sekterisk og traditionsbundet og rummer endda overgivelse til en guru! Hør blot Høegs maniske forsikring om, at han ikke tør tage det mindste skridt i sin spirituelle praksis uden vejledning fra JB. (2) Noget mindre videnskabeligt kan vel ikke tænkes!
JB ynder analogien med et orkester, hvor han er dirigent og alle andre spiller hver deres instrument. Sådan foregår det på Vækstcenteret, hvor orkestret er fast sammentømret og lystrer JB’s taktstok. Man skal lægge mærke til, at ingen discipel ytrer nogen form for uenighed med JB eller har noget selvstændigt og divergerende standpunkt. Alle (også Høeg) enes om at præsentere en enslydende positiv version af Vækstcentrets aktiviteter. Selv hvis man peger på en alvorlig krænkelse af et barn, forties eller fordrejes det. Den spirituelt højt udviklede JB træder ikke frem og tager ansvar for sin konkrete handling, men skyder talsmænd foran sig, der snakker lyserødt. Han får en smilende styling på sin officielle hjemmeside og ”bestiller” endnu et iscenesat portrætinterview i JP (7). Der er altså nærmere tale om ensretning og manipulation end om spontan samsvingning.
Det overraskende sandhedstro i Høegs roman er gengivelsen af de negative og ambivalente motiver, der omgiver den elitære ”superleder-gruppe”, som kan nærme sig Gud hurtigere end alle andre – et grundlæggende Vækstcenter-tema. Alle i romanen er fristet til at udnytte gruppens kunnen af egoistiske, videnskabelige eller kriminelle grunde. For bogens hovedperson, Kasper Krone, er fristelsen vævet sammen med en enorm skattegæld, idet den samme politiafdeling, der udforsker hans svig, også er på sporet af en ny vindingskriminalitet relateret til bevidsthedskontrol og magt over fremtiden. Heller ikke gruppens børn er uskyldige, men figurerer på en ”lønningsliste” og opererer uansvarligt. Der er altså en kæmpe ubalance i foretagendet, samfundet (København) rystes i sin grundvold og bedrages, og til sidst stilles fænomenet på stand by af Den Blå Dame. (DSP s.17, 120, 122, 200-1, 213, 408-9)
Det var nok klogt. Imens kan Høeg overveje, hvor orkesterpartituret kommer fra, hvilken form for musik, der egentlig spilles på Vækstcenteret, hvor gammel den er, og om den egner sig til vores musiktradition.
Da P indviede klosteret Samye i Tibet, udførte han en ceremoni, hvor han naglede modergudinden Srinmo til stedet med en rituel dolk. (SDL s.499) Denne falliske voldshandling har flere symbolske betydninger. Først og fremmest repræsenterer modergudinden naturlandet Tibet, som P ønskede at bemægtige sig og kontrollere. En tilsvarende plan om ”regional magtovertagelse” ligger også bag Vækstcenteret som videreførelse af Samye, hvilket JB må være vidende om. Men hvordan tænkes erobringen udført? Jo, som i Høegs roman ligger nøglen til magt gemt i ”superledergruppen” som en potent signalforstærker og et instrument til bevidsthedskontrol.
Det groteske ved Høegs bog er, at han selv tror på det ”mægtige fænomen”, romanen fabler om, om end i en idealiseret forståelse – men at realiteten er en helt anden - og at han efter JB’s anvisninger og manipulation faktisk arbejder koncentreret på at virkeliggøre den. Hvordan?
JB er som sin guru tantriker. Som yogier bruger de radikale teknikker til at omlejre seksualiteten og oplagre energien i et bestemt mønster i deres indre kropsbatteri. Yogien samler derpå en voksende gruppe omkring sig, der udgør et kollektivt legeme. Gennem direkte belæring og ved magnetisk induktion modificeres, ensartes og sammenkobles alles energi med yogiens i et unisont felt – en slags samlet batteri, som han kontrollerer og kan trække på.
Yogien transmitterer derpå sit mønster ud i omgivelserne forstærket gennem det kohærente gruppefelt. JB kalder det ”homøopatisk kollektiviseret eros” og beskriver (svarende til, hvad jeg har set), hvordan han omgiver sig med fire kvinder og udbreder disse signaler eller ”bølger” som ringe i vandet. Han er selv klar over, at det er en betænkelig fremgangsmåde, der kan misbruges. (IT s. 66f)
Aktiviteten er dybt uetisk som et bevidst forsøg på at påvirke omverdenen subliminalt uden menneskers vidende og accept. Formålet er nemlig gradvis at ligedanne og tune ”kulturens batteriform” med gruppefeltets for at øge dets indflydelse. De videre trin i denne proces består i at manipulere de arketypiske matricer, der ligger til grund for de fælles måder, vi tænker og føler på. JB prøver med sin gruppesignalforstærker at præge kulturen kollektivt gennem subtil induktion og derved ændre befolkningens mentalitet og holdninger. Sådanne manipulationer har JB gennemført og beskrevet på Vækstcenteret. Hvor det fører hen i kombination med ydre påvirkning, ser man bedst i det traditionelle tibetanske samfund, men om en tilsvarende udvikling kan tænkes i et individualiseret samfund som vores er tvivlsomt. Hensigten er dog klar, og bortset fra den uhørte manipulation springer tre ting i øjnene omkring dette koncept.
1. Der er tale om en total funktionel afhængighed af JB og hans tibetanske forlæg, men hvordan kan det hænge sammen med ligelighed i en gruppe af selver? Det er ikke en fælles, men en uniform bevidsthed, altså en besættelse, et sammenflyd med P og magterne bag ham. Endvidere er den tantriske strukturering af seksualiteten en så speciel og abnorm kondition, at enhver tale om videnskabelighed, værdineutralitet og objektivitet er et absurd postulat.
2. Kvindesynet er dybt negativt på trods af den megen leflen for det ordløse og stille kvindelige hos Høeg og i JB’s filosofi. Hør blot Høeg: ”Det kvindelige har ikke en bestemt lyd. Ikke en bestemt tonart. Det kvindelige er en proces.” (DSP s.207). Kvinden som seksualpartner er kun et redskab for yogien til at kopiere den kvindelige pol over i sig selv, og man må skelne klart mellem yogiens ”indre båndlagte kvinde” og ”ydre, selvberoende kvinder”.
Srinmo eller Maya, det urkvindelige og naturlige, er nemlig i P’s bevidsthedsfilosofi identisk med Samsara eller fænomenernes karakter af illusion. P’s dolkeritual svarer derfor symbolsk til guruens bevidsthed, der gennemtrænger og reducerer det kvindelige til sin egentlige tomhed. (SDL s.94ff) I Hevajra-tantraen, som JB anser for sin ”åndsbeslægtede verden” (IT s.46), møder man tilsvarende en mandlig yogi, der med brug af magiske teknikker opløser sin kvindelige modpol, gør hende til ”intet” og berøver hende enhver selvstændig eksistens. (SDL s.96) Hvad vi står overfor her er en mandsorienteret og –domineret kulturimpuls og magikertradition, hvor maskulin bevidsthedskontrol definitivt søger at underlægge sig naturen og kvindekønnet, hvilket faktisk blev resultatet i det tibetanske munkevælde.
3. Samfunds- og kulturmodellen er strengt hierarkisk, elitær og autoritær. Oven over alting svæver P og de metafysiske kræfter bag ham. Derpå kommer JB som hans levende repræsentant eller inkarnation, og så disciplene svarende til i hvor høj grad de er identificeret og ligedannet med P’s grundmatrice og hvor nyttige, de er. Længst nede kommer almindelige mennesker som anonyme energileverandører. Omkring JB begynder mennesker derfor langsomt at blegne. De reduceres til fotokopier uden personlig individualitet.
Man aner samfundsdelingen hos Høeg: ”En vigtig del af JB’s arbejde ligger i at få en slags kerne, som kræver rigtigt megen træning, til at rodfæste sig i den danske kultur … men mange mennesker … kan have glæde af det i meget mindre krævende og fortyndede former.” Og han tilføjer: ”Der er ingen grund til at danne sig en forestilling om, at der er tale om et åndeligt jægerkorps, der er samlet omkring JB.” (6) Man kan dog roligt gå ud fra, at det, der dementeres og sløres i sekten, er det, den prioriteter højest. JB (og Høeg?) ser danskerne som prospektive sherpaer! JB skjuler heller ikke sit åndshovmod i nedvurderingen af det ”spirituelle niveau” hos børn og unge i vores kultur: ”… vi har mistet evnen til at give mennesker de redskaber, der skal til for at træne spiritualiteten, og derfor udklækker vi spirituelle analfabeter fra folkeskolen og gymnasiet.” (7)
Det interessante ved Høegs roman er, at den som nævnt gengiver de kriminelle aspekter af elitens manipulationer med energi. Det kædes sammen med magtmotiver og økonomisk vinding – samt med muligheder for at udøve kontrol og påvirke samfundsudviklingen udemokratisk. Jeg må her pege på, at denne tankegang er fuldstændig integreret i den tibetanske buddhisme og statsteori, hvor dominans og hegemoni primært udstrækkes og bestemmes fra det subtile og metafysiske plan. For eksempel er den nuværende konflikt mellem Tibet og Kina af meget gammel dato og blev historisk fortrinsvis udkæmpet med magiske våben. Der fandtes et statskloster (Kardo Gompa) i Tibet, hvor munkene arbejdede med at koncentrere og fokusere forbandelser ved hjælp af ”dødsdæmonens mølle”, der kunne slynges mod de invaderende soldater. (DSL s.566) Helt på linje hermed ligger arbejdet med at influere arketypiske og kollektive energistrukturer eller hvad man kan kalde for indre propaganda og usynlig mental annektering.
Den forventede kollektive effekt synliggøres i Høegs roman i billederne af jordskælv, forkastninger og vandstigninger i København – med blotlæggelser af kulturlagene til følge – som konsekvens af ”superledergruppens” aktiviteter på de ordløse planer. Vand er en labil form og ensbetydende med opløsning. JB forventer tilsvarende, at når hans aktivitetet fjerner fundamentet for almindelige menneskers måder at strukturere følelser og tanker på, vil de kollapse i angst og desorientering. Men ”udviklingen” skal presses frem, og det er blot en uundgåelig omkostning, når den etablerede orden opløses i kaos sideløbende med indførelsen af JB’s nye monastiske kultur og samfundsorden, hvor vi fra barnsben lærer at meditere efter Vækstcenterets teknikker i folkeskolen og får respekt for eliten med det største ”bevidsthedstalent” og en højere ”religiøs intelligens” end alle os andre, sådan som han forudser inden for en overskuelig tidsramme i et radiointerview. (3)
Jeg er klar over, at det lyder vanvittigt – men det gør vanvid jo som regel! Ikke desto mindre er det dette megalomane ”astrale projekt”, JB viderefører efter sin lærer P’s ”skjulte anvisninger” (eller såkaldte termer). JB planlægger i det stille at nagle Mor Danmark til sit meditative magtcentrum i Nørre Snede. Det er til grin, men vi har grinet til gode endnu!
AL
Litteratur:
(1) Politiken den 10.6.06 og 21.6.06 samt Berlingske Magasin den 17.6.06.
(2) P1, Tro og mennesker, den 18.6.06.
(3) P1, Eksistens, den 29.5.04.
(4) Politiken den 14.6.06 og den 6.7.06
(DSP) Peter Høeg, Den stille pige, Rosinante, København 2006.
(5) DR2, Deadline, den 30.4.06.
(SDL) Victor og Victoria Trimondi, Der Schatten des Dalai Lama, Patmos Verlag, Düsseldorf 1999.
Online: http://www.trimondi.de
(IT) Jes Bertelsen, Indre Tantra, Borgen, København 1989.
|