Folkeskolen – på vej til et religiøst gedemarked?!

 

Pilotprojektet på Elling Skole ved Frederikshavn (se også: Børn laver chakraøvelser på Elling Skole)

 

 Journalisten Charlotte Rørth deltog på konferencen i Århus og har skrevet en romantisk artikel i Nordjyske om den nye pædagogiske trend i Folkeskolen. Hun er medforfatter til en bog af Steen Hildebrandt og omtaler, at Jesper Juul er fast skribent i samme avis. En af bidragyderne til artiklen, Tom Thygesen fra Dialogcentret var så chokeret over brugen af hans udtalelser, at han har skrevet et selvstændigt debatindlæg i avisen. Også infogruppens talskvinde, Annette Leleur, føler sig refereret stærkt tendentiøst på baggrund af et timelangt interview, der fokuserede på personoplysninger og ikke på gruppens saglige kritik. Ikke desto mindre får man gennem artiklen et udmærket indblik i, hvordan FBEI’s undervisningstilbud omsættes i den daglige pædagogiske praksis på en folkeskole - Elling Skole ved Frederikshavn – i dagens Danmark, hvor man ”nu kan få lov til at meditere i klasseværelset”!

 

Det er halvandet år siden Elling skole med 88 elever fra børnehave- til 4. klasse begyndte på det, der er på vej til at blive den næste bølge i den danske folkeskole, forlyder det. Skolens leder, Peter Mygind, ved godt, at ”øvelserne er udsprunget af meditationsøvelser fra buddhismen.”  Men vi bruger dem ikke religiøst, men i en pædagogisk sammenhæng. Det giver sig selv, at vi ikke ville bruge det her, hvis det var religiøst,” siger Peter Mygind beroligende. Samme budskab kommer fra lærernes egen formand. ”Selvfølgelig må man ikke forkynde i folkeskolen. Det ved lærerne. Og de kan godt vurdere, hvor grænsen går,” udtaler Anders Bondo Christensen fortrøstningsfuldt i avisen. Han er dog senere blevet noget mere kritisk omkring FBEI’s formål og projekt. Omkring FBEI’s anden konference udtaler han til KD: ”Konferencen udtrykker mange gode intentioner, men når man begynder at tale om børns spirituelle intelligens, er vi ude i noget religiøst, og så er der grund til at være på vagt.”

 

En af FBEI’s talsmænd, Michael Stubberup, får i artiklen lejlighed til endnu engang at erklære den officielle parole: ”Vækstcenteret er ikke en religiøs sekt, hvor vi følger Jes Bertelsen. Vores metoder er hentet i flere forskellige kulturer og religioner fra buddhisme til ortodoks kristendom. Vi har så fjernet det religiøse, så de kun er til afslapning og fordybelse, præcis som man kan bruge yoga-øvelser uden at blive hindu.”

 

Tilsyneladende støtter lærerne i dette tilfælde sig dels på FBEI’s forsikringer og ideologi og dels på deres egen frie og ubegrundede vurdering af, hvornår noget er religiøst eller bare pædagogisk – og hvor skillelinjen går! Ingen af lærerne kan forventes at have religionshistorisk eller –psykologisk baggrundsviden for en sådan vurdering. Som vi har argumenteret for – og vil argumentere videre omkring – kan religiøse teknikker, der udspringer indenfor et bestemt menneskesyn og en tilhørende virkelighedsopfattelse, ikke almengøres. Og da slet ikke hvis de griber ind i bevidsthedens struktur og påvirker det subtile energiniveau i kroppen. Så taler vi om en dyb åndelig prægning, der ikke er forskellig fra for eksempel påkaldelser og lignende.

 

Her må man konstatere, at FBEI’s talsmand helt ufrivilligt sætter det uvidenskabelige niveau for disse påstande om neutralitet og objektivitet med sit udsagn: ”Man kan bruge yoga-øvelser uden at blive hindu”! Der er åbenbart ingen grænser for den religionshistoriske uvidenhed. Hinduismen er en mangfoldig religionsdannelse, hvori yogaen indtager en integreret særstilling både som praksis og som filosofi. Man kan derfor godt være hindu uden at dyrke yoga, men man kan næppe dyrke yoga uden at komme i berøring med hinduismen. Yogaen udgør et trinvis system til at opnå en bestemt form for bevidsthedstilstand ganske tæt på det meditative ideal, der dyrkes på Vækstcenteret. De basale trin består af de kropsøvelser, der efterhånden er ret udbredt i Vesten. Systemet er sammenhængende, og hvis man går tilstrækkeligt aktivt ind i en yoga-skoling og –træning, præges man utvivlsomt af den underliggende bevidsthedsfilosofi. Det er Michael Stubberup, der antager, at yogaen ikke forstår sig selv som det, den er, nemlig YOGA – et religiøst træningssystem. Af samme grund undgår de fleste lærere nok klogeligt at lave systematiske yoga-øvelser med deres elever! For de aner ikke, hvor det fører hen, og de kan heller ikke styre forløbet.

 

Hvor går grænsen mellem det religiøse og det alment pædagogiske – mellem åndeligt og energetisk værdiladede teknikker og simple afslapningsøvelser? Ved lærerne det virkelig? Og hvorfor har Peter Mygind nu tiltro til Vækstcenterpædagogikken, når han måske ville være skeptisk overfor TM eller Scientology, der på samme præmisser og med en lignende baggrund og sprogbrug kan tilbyde tilsvarende pædagogiske programmer. Kan han som ansvarlig skoleleder blindt stole på FBEI og Helle Jensen, hvis eget elevforhold tilsiger hende at samarbejde med Jes Bertelsen, fordi ”han er den bedst kvalificerede”? Skal danske skolebørn påvirkes religiøst ud fra disse lemfældige skøn og på et så ukvalificeret vurderingsgrundlag? Hvornår er danske folkeskolelærere blevet religiøse eksperter eller formidlere – og hvilken kompetence begrunder det?

 

Det igangværende pilotprojekt er beskrevet på FBEI’s hjemmeside og undervisningen varetages af to fastboende på Vækstcenteret i samarbejde med Helle Jensen. Kernen i undervisningen er det såkaldte Pentagram (et tvetydigt okkult symbol, se i menuen), der omfatter hjerte, bevidsthed, åndedræt, krop og kreativitet. Undervisningen rettes både mod lærere og elever.

De anførte elementer og de tilsvarende øvelser ligger af naturlige grunde tæt op ad Vækstcenterpædagogikken, hvorfra de er hentet. Der suppleres med mere almindelige pædagogiske virkemidler som lejrliv og scouting. På hjemmesiden omtales brugen af: Små sekvenser med afspænding, åndedræt - og centreringsøvelser, fantasirejser, drømmearbejde, med derefter følgende samtale om og arbejde ud fra øvelserne - træning i nærvær og opmærksomhed og arbejde med kroppen, bevægelse og massage – øvelser, hvor børnene skulle mærke området midt i kroppen foran rygraden (centerlinien), mærke åndedrættet, og især pausen mellem indånding og udånding - mærke deres hjerte og at kontakte det forestillingsmæssigt ved at tænke på dem, de holder af.

 

En dreng fortæller: ”Jeg kan især godt lide den med at mærke et punkt oven over hovedet og så hjertet bagefter. Jeg bruger det, når jeg skal falde i søvn, så går det meget lettere.”

 

Praksis i folkeskolen får man et glimt af gennem Charlotte Rørths artikel:

 

”Lad så roen komme helt ind, lyder det med en blødere stemme fra læreren, der nu har lukket øjnene, men smiler, da hun hører et højlydt gab ovre fra vinduessiden. Det er godt at gabe lidt, så slapper I helt af, siger hun.” Og flere minutter senere: ”Børnene har scannet hele deres krop igennem, og er netop færdige med de tre dybe vejrtrækninger ”ned gennem fødderne”, hvor de uden at tænke over det har pustet ud i takt. Nu gør de sig klar til at massere hinanden.”

 

Børnene kan lide øvelserne og bruger dem også derhjemme for nogles vedkommende – og de er blevet bedre til at koncentrere sig, de lærer mere, mobber mindre og virker til at kunne få sig selv til at falde til ro, er Peter Myginds vurdering.

 

Hvad er årsag og virkning her? Kunne den samme effekt opnås ved brugen af neutrale afslapningsøvelser (forskning har vist, at afspændingsrefleksen kan fremkaldes på mange forskellige måder og ikke kræver specielle teknikker)? Hvor meget gruppe- og identifikationspres indgår der i effekten? Skal læreren være en rollemodel for børnene efter først personligt at have tilegnet ”Pentagrammets praksis” og en tillempet Vækstcenterpædagogik, sådan som FBEI’s hjemmeside anbefaler. Skal vi have Buddha-smilende lærere med lukkede øjne, der luller børnene og sig selv ind i et ubevidst gruppefelt, hvor man ”uden at tænke over det puster ud i takt”? Endelig må man forstå, at der er langt fra at lære børn at kløve brænde med en økse for at blive mere centrerede, og så til at lære dem chakra- og energiøvelser som den, drengen kunne berette om. Eller forstadier til Dzogchen-mediation, hvor man også fokuserer på de naturlige pauser som mellem ind- og udånding eller ”tomrummet mellem tankerne”.

 

Ved Peter Mygind eller Anders Bondo Christensen noget om, hvor indgribende og åndeligt prægende den slags øvelser er? Kan de videnskabeligt redegøre for den reelle effekt af øvelserne? Man må trods alt huske på, at adfærdsstudier ikke er dækkende virkelighedsbeskrivelser. Hvad nu hvis disse øvelser åndeligt talt er på linje med det hvide snit og effektivt udelukker et forhold til sig selv til fordel for et andet? Hvis et åndeligt tilhørsforhold begunstiges frem for et andet. Så er denne drengs åndelige frihed alvorligt krænket! For det kan let tænkes, at øvelserne hverken fører til sjælen eller selvet, men bliver et inkorporeret fremmedlegeme på det subtile energiniveau. I hvert fald er det en kendsgerning, at Jes Bertelsen selv har overgivet sit jeg til en indre upersonlig magt. Det kan man til nød pådutte sine egne børn ud fra en dyb overbevisning, men man kan ikke byde andres børn det ud fra uvidenhed eller lemfældighed! Man har ikke ret til at præge børn med buddhistiske bevidsthedsteknikker i den danske folkeskole!

 

Jes Bertelsen satser helt klart på ”videnskabelig evaluering” ud fra ydre adfærdsstudier, der helt ser væk fra de indre realiteter og de principielle betænkeligheder ved at præge børn åndeligt ind i hans trossystem. ”Projekterne er interessante som forsøg, men vi mangler klart nogle mere systematiske undersøgelser med en objektiv evaluering, sagde Jes Bertelsen på konferencen og tilføjede, at børn dog umiddelbart har meget lettere end voksne ved at udføre øvelserne, da de er uden forbehold!