Er tanketomhed og ordløshed kompetencer børn og unge skal bruge i jeg- og identitetsdannelsen?

 
Hvad med projektets åbenlyse normalisering af social tilbagetrækning og udviklingsforstyrrelse?

Jes Bertelsen tilbyder et undervisningsprogram, der befordrer og præmierer evnen til at være indadskuende gennem en diffus aktivitet, hvor eleverne ”mærker indad” - og som på sigt skal føre de særlige talenter videre til en træning af "tanketomhed og ordløhed", sådan som han forklarer i radiointerviewet. Som du kan læse senere i afsnittet om "Pseudovidenskab?", betyder det i praksis, at unge mennesker begynder en uddannelse på Vækstcenteret og præges af stedets særlige pædagogik, der som overbygning har en indføring i den såkaldte Dzogchen- meditation indenfor rammerne af Jes Bertelsens bevidsthedsfilosofi og -teknikker.

Denne nye kompetence-udvilkling begrundes i postulatet af en 9. "eksistentiel intelligens", der siges at være almen og bærende for en række væsentlige menneskelige egenskaber som nærvær, opmærksomhed, fordybelse og empati.

Nu er disse evner i forvejen indeholdt i for eksempel Gardners 8 intelligenser, som beskrevet i Århus Kommunes dokument "Pædagogiske Relationer", hvor der tales om at kunne føle empati, være god til fordybelse og så videre. Åbenbart har man længe inden Jes Bertelsens New Age program haft pædagogisk øje for udviklingen af disse kompetencer hos børn! Det kræver altså ingen særlige introspektive teknikker.

Virkeligheden er, at postulatet om en 9. intelligens dækker over buddhistisk bevidsthedsfilosofi i New Age forklædning, idet man i buddhistisk meditationspraksis (som på Vækstcenteret) har nødigt at træne sin empati gennem forestillingsøvelser. Det behøver børn da forhåbentlig ikke! De øvrige plusord, der garnerer konferencens overskrift, er nærvær og opmærksomhed, som er standardfraser i enhver buddhistisk inspireret New Age bog om meditation og "fuld opmærksomhed".

 
Det er kun på disse dogmatiske og spekulative præmisser, at den mystiske 9. intelligens kan siges at være drivkraften for en almindelig menneskelig kærligheds- og nærværsevne. Det er et religiøst postulat og ikke videnskab.

Man kan lige så godt og med god grund mene, at denne noget specielle pædagogiske tilgang faktisk vil være skadelig for disse evner hos børn! Lad os give lidt baggrundsforklaring:

I radiointerviewet på P1 fortæller Jes Bertelsen, at når han som 2-3årig havde glædet sig til at få en gave, og så fik den, tog han ikke straks gaven i brug ud fra glædens spontanitet, men brugte først et kvarter til en halv time på at ”undersøge, hvor glæden kommer fra”. For Jes Bertelsen er det en idealiseret ”introspektiv kompetence”, som børn kan og bør udvikle, men for andre ligner det en autistisk reaktion.

Jes Bertelsen har i Jyllandsposten og andre steder fortalt om sit tidlige hospitalstraume, hvor tilknytningen til forældrene blev skadet, idet han som barn udviklede andre lignende indadvendte adfærdsmønstre som for eksempel at ”sidde længe og sige mantriske lyde” uden deres indblanding. Han udviklede også en evne til at mærke og fokusere på næsten alle menneskers "dobbelthed" og utroværdighed, forklarer han, idet han helt ser væk fra, at den stærke frygtreaktion efter traumet måske har spillet ind i hans mistroiske opfattelse af mennesker.

Direkte citat af Jes Bertelsen:

 
"Jeg kunne mærke, at mennesker sagde et, men mente noget andet, og jeg er overbevist om, at det stammer fra dødsoplevelsen, der tvang mig til at lytte og sanse på en anden måde. Siden havde jeg en dobbeltsansning, en særlig intuition. Mennesker kunne se venlige ud, men jeg kunne mærke, at de var vrede."

Jes Bertelsen bruger disse personlige oplysninger som en slags forklaring på sin mission, men i en privat og positivt ladet tolkning, hvor han tilskriver traumets indre sindstilstand en dyb mening og indsigt. Det har givet ham en mulighed for at se ind i virkelighedens inderste væsen og vurdere menneskers ægthed, forlyder det. På intet tidspunkt overvejer Jes Bertelsen, om der her er tale om en enkel psykologisk forsvarsreaktion i forhold til traumets smerte og angst, idet den efterfølgende reaktionsdannelse og holdningstvang hos ham bygger på fortrængning. Det er ellers en ganske almindelig teori omkring "nærdødsoplevelser", at psyken producerer et kompensativt "positivt scenarie" for at holde sammen på sig selv i krisen. Men hos Jes Bertelsen er enhver jordbunden og realistisk vurdering på forhånd udelukket. Han - og vi - skal alle sammen tro på, at her i traumet har selve livets mening og mål vist sig! Derfor har disse tidlige oplevelser og adfærdmønstre afsat varige og uforanderlige spor resten af livet, idet han i dag er blevet toneangivende for Vækstcenterets livsstil og virkelighedsopfattelse, hvor fem timers daglig meditation og hyppige retreats er normalkravet - for at nå (tilbage til?) denne mest "intensive bevidsthedstilstand".

Nu hvor Jes Bertelsen ud fra sin egen traumatiserede og introverterede barndom ønsker at præge normalt tilknyttede børn, er vi nødt til at spørge, om det mon er godt at træne dem i samme indadvendte, skæve retning? Har vi her at gøre med en normal og sund småbørns- og ungepsykologi?

Skal nærdødstilstandes usædvanlige psykologi i en ideologisk tolkning og forklædning almindeliggøres i velfungerende, livsglade børn? Er der nogen grund til at normalisere et så ekstremt og afvigende socialt mønster, og er Jes Bertelsens private og sekteriske ideal også et brugbart samfundsideal? Og er den fritsvævende påstand om, at denne mærkelige baggrund i særlig grad kan udvikle "eksistentiel intelligens" og værdifulde sociale evner, ikke i modstrid med alt, hvad vi ved om børns normale og reelle udviklingsbehov, hvor tilknytning, relation, social kontakt og menneskelig tillid altid skal være i centrum? Hvordan kan man forsvare dette eksperiment med børn?!

Er det ikke altid et sundere udviklingstegn og mere værdifuldt for et barn at kunne vise glæde end at ”studere” den? – modsat Jes Bertelsens (selv)ideal!

Jes Bertelsens "eksistentielle intelligens" er formuleret i en retning ud af eksistensen - væk fra livet. Hvis børn skal lære noget om "eksistens", må retningen være lige modsat - ind i livet!