Er hensigten at udvikle eller at udnytte børn?

Jes Bertelsen pædagogiske udviklingsprojekt bygger på introspektive teknikker, hvis indhold og formål i første omgang er et "ubestemmeligt føleri" og en diffus "mærken indad" - eventuelt forankret i simple koncentrationsøvelser som "at mærke sit hjerte" eller "at følge åndedrættet".

I virkeligheden er der tale om fortræning til Vækstcenterpædagogikkens mere avancerede øvelser. Alle ydre kendemærker på teknikkernes oprindelse og religiøse mening er dog fjernet, idet der kun tilbagestår et bevidsthedsteoretisk begrundet teknisk design. Ingen ved derfor egentlig, hvad man her har med at gøre, og hvor det skal lede hen, undtagen Jes Bertelsen.

Hvordan kan man mene, at børn uden en færdig personlighedsudvikling og jeg-dannelse har godt af en sådan subjektiv udforskning af deres "indre verden" i forsøget på at finde "sig selv" eller "noget højere", sådan som voksne bruger mange timer på det hver dag på Vækstcenteret? Skal en religiøs indlæring hos børn ikke forholde sig til synlige ydre strukturer og voksne rollemodeller samt samfundsintegrerede kulturelle værdier og ideer?

Det påtænke eksperiment er uden globalt fortilfælde i nogen historisk eller moderne samfundskultur. Aldrig før har man overladt til børn at sætte deres egne religiøse værdier og ledebilleder! De voksne instruktører kan jo ikke forankre teknikken for eleven i noget samfundsmæssigt eller kulturelt, men overlader eleven til dette tomme religiøse føleri, der kun giver mening ind i en New Age virkelighedsforståelse. Det sidste bliver derfor også ukritisk/ubevidst barnets tolkningsramme og religiøse orientering!

Dertil kommer en ubehagelig tendens til, at Jes Bertelsen ser børn som et religiøst potentiale, som voksne skal udnytte - ikke mindst de børn, der påstås at have særlige "spirituelle talenter". Det sker i forvejen i hans tibetanske traditionsbaggrund, hvor børn "genkendes" som "reinkarnationer" og fjernes tidligt fra deres familie for at blive skolet og præget i klostrene. Også på Vækstcenteret har Jes Bertelsen "genkendt" børn og mere eller mindre fastlagt deres "spirituelle udviklingsvej" med eller uden forældrenes samtykke. (se ”Den stille pige taler ud”)

Hvordan kan man forsvare dette hidtil usete religiøse eksperiment, at man overlader børn til at ”søge deres indre spiritualitet” uden rollemodeller, ideer eller religiøse traditioner og samfund til at støtte dem? Bliver børnene ikke udsat for et åndeligt voksensvigt og overgreb, og mangler de ikke mulighed for at beskytte sig imod denne særegne religiøse prægning og udnyttelse?