I en pressemeddelelse fra Kristeligt Dagblad den 7.1.2017 stod følgende at læse:

Tv-vært og skuespiller Dina Al-Erhayem slutter sig til rækken af kritikere af Vækstcenteret, som ledes af Jes Bertelsen.

Meditationsstedet Vækstcenteret i Nørre Snede har tidligere stået for skud i forbindelse med sine kurser om selvudvikling.

Nu slutter tv-vært og skuespiller Dina Al-Erhayem sig til rækken af kritikere. Hun er ked af, at hun har været på ophold på Vækstcenteret, som ledes af Jes Bertelsen.

”På et tidspunkt spurgte jeg ham, hvordan han så Jesus, og Jes svarede, at Jesus er død, og refererede til sig selv som lærer. I meditationerne anbefaler Jes også, at man kalder på Jes’ oplyste bevidsthed og placerer hans hoved over sit essenspunkt. Han har flere gange udtrykt, at han er den levende spirituelle lærer. Jeg kan kun sige for mit eget vedkommende, at jeg blev rigtig syg af at komme der. For nogle måneder siden smed jeg alle mine bøger fra Vækstcenteret ud, og det har været den mest befriende beslutning i mit liv,” siger Dina Al-Erhayem og tilføjer, at ”nu ser jeg, at jeg har været på to veje og har truffet et valg i forhold til min kristne tro”.

Vi har i flere år helt undladt at deltage i debatten omkring Jes Bertelsen, Vækstcenterets overhoved (i bogstaveligste forstand :-), og det er derfor nyt for os, at han nu opfatter sig selv som oplyst inden for sin tibetanske tradition, men det var vel en forventelig udvikling, da intet mål er for højt for Jes Bertelsens stræben og selvforståelse.

Jes Bertelsen fortsætter, hvor en langt mere original og genial filosof, der også sværmede for overmenneske-ideologi, nemlig Nietzsche, slap. "Gud er død", sagde Nietzsche - "Jesus er død", siger nu Jes Bertelsen!

Ingen sammenligning er åbenbart for utidig for Jes Bertelsen, der aldrig har bestået helleflynder-testen og kun mangler et par stationer mere i dens vanvid, nemlig den gode Gud og ...?! Som bekendt er også Nietzsche død for længe siden, men pointen er vel, at det slet ikke er den form for liv eller død, der er relevant her, men åndeligt liv eller død. At det ikke falder Jes Bertelsen ind viser, at han på trods af al sin snak om "spiritualitet" er fremmed for det åndelige liv - noget, der burde vække til eftertanke hos mennesker! For selvfølgelig er Jesus ikke død i den åndelige verden, hvor alle søgende kan møde ham frit - også Jes Bertelsen.

Jes Bertelsens udtalelser om Jesus svarer nøje til hans tidligere manglende forståelse for kristendommens forhold til Kristus og strider mod oplevelsen af en levende og hellig ånd. Jes Bertelsen sammenligner agurker med rødbeder ud fra sin overordnede lommefilosofi om grønsager i stil med: Jesus havde ikke lige så mange oplyste disciple som Buddha – jeg kan sagtens forholde mig til opstandelsen, men ikke til korsfæstelsen – og så videre.

Måske skulle han blot holde sig til det, han er rundet af, og ikke træde i Jesu Kristi sted som en almindelig ”spirituel lærer”, der vil kvalificere sig ved bare at være fysisk i live. Måske gaber han trods alt for højt her? Vi vil overlade til de troende på Vækstcenteret at vurdere, om Jes Bertelsens ånd er dødens eller livets, for det er jo det væsentlige spørgsmål i denne kontekst. Men for at hjælpe andre mennesker til en alternativ overvejelse af spørgsmålet, har vi forfattet følgende lille tekst med et andet og måske mere relevant og lige så "utidigt" sammenligningsgrundlag :-)           

En moderne skrøne

Om Jes Bertelsen, priset være hans navn, fortælles det, at han engang sukkede og sagde: ”Ak, hvis folk dog bare vidste, hvem jeg er. Jesus er død, men jeg lever!”

Og han så op mod himlen, hvorfra han engang var faldet til jorden. Og han så intet, der lignede ham selv, hverken der eller her. For han var den faldne, der overstrålede alle andre.

Og han sukkede og sagde: ”Giv mig jeres individualitet, så giver jeg jer jeres selv. Giv mig jeres sjæl, så giver jeg jer min flydende kærlighed. Giv mig jeres ånd, så giver jeg jer min oplyste bevidsthed! Dette er mit nye budskab i tidens ånd. Og I må få mit billede med i købet, så I kan sætte det højere end jeres egen essens.

Og de få udvalgte i bevidstheden flokkedes om ham, den lysstærke og karma-befriede Jes Bertelsen. ”Se hvilket overmenneske!” hviskede de ivrigt hinanden og sig selv i øret. ”Se hvilket genskær!”

Og han slog de prægtigt fjerbesatte og stolte vinger ud over dem og sagde: ”Der er ikke selv nok til alle, og de mange må først ofre sig uselvisk og bære de få som mig frem til det. Men den oplyste bevidsthed er endnu færre forundt. Selv fik jeg den for intet, men jeg havde gerne punget mere ud for den. Det er alt sammen et spørgsmål om magisk transmission af mig på jer og tilstrækkelig tomhed. Tøm jer helt, så I kan sige: ’Jes Bertelsen i mig, hans vilje ske’ – og I skal engang få min bevidsthed.”
   

Og han sukkede atter og sagde til dem. ”I dør tre gange med mig, men jeg dør aldrig. Jeg har ikke smagt kamaloka i mange inkarnationer. Jeg følger min dobbeltgænger ud og kommer straks igen i et lille barn, der gør helt som jeg vil. Jeg bærer ingen synd, for I lægger den villigt på jer selv for min skyld. Min byrde er let som en fjer, og jeres er tung som en møllesten, selv om det ikke opleves sådan lige nu i mit intense nærvær.”

”Derfor, på grund af min store medfølelse med jeres manglende opvakthed, har I mig til evig tid midt iblandt jer som den omvendte Kristus – ikke den lidende, men den strålende, ikke den opstandne, men den faldne – i en lang evighed her på jorden.”

Og ingen forstod, hvad han sagde, eller hvem han egentlig var i Danmark, som den altid miskendte og misforståede Jes Bertelsen. Han passede ellers strålende til tiden, men den passede ham ikke godt nok, og det er en åndelig gåde, som Vækstcenterets pressegruppe og Lillebror forsøger at løse i uskøn forening, og et lille, men trods alt sandt kors for forstanden i Nørre Snede.